Se Lillebælt fra oven

Syd-/Sønderjylland

Din ferie i Fredericia kulminerer, når du får en af Europas mest unikke udsigter på toppen af den gamle Lillebæltsbro. Den gamle fæstningsby byder også på masser af natur og kultur for hele familien.

Foto: VisitFredericia

Vejret er (næsten) ingen hindring. I sol, blæst eller regn er gåturen på toppen af den gamle Lillebæltsbro en oplevelse, som slår benene væk under gæsterne. Bridgewalking, 60 meter over Lillebælt, er blevet en attraktion, som står på rigtigt mange danskeres ”Bucket List” – ting man skal prøve på et tidspunkt i sit liv.

– Interessen har været meget stor. Vi var ualmindeligt godt tilfredse med besøgstallet i 2015, hvor kronprinsesse Mary var med til at åbne Bridgewalking den 10. maj (forventningen var omkring 14.000 gæster på en sæson, men der kom 33.000, red.), fortæller chef for Bridgewalking, Knud Ø. Jeppesen.

– Og når vi sammenligner med 2015, er tallene dobbelt så høje indtil videre i 2016, konstaterer han.

Bridgewalking på Lillebæltsbroen er skabt efter forbillede fra den berømte Harbour Bridge i Sydney, og det er den eneste mulighed for få sig en spadseretur oven på en højbro i Europa – efter sigende det eneste sted på den nordlige halvkugle. Måske er det en del af grunden til, at så mange mennesker med det samme har grebet ud efter muligheden.

Knud Jeppesen er selv med på mange af turene, og han kan konstatere, at gæsternes oplevelse ikke bliver ødelagt af lidt skiftende vejr.

- Hvis det blæser lidt, er det også en del af oplevelsen. Og vi kan komme til vejrs i det meste vejr – i 2015 måtte vi kun aflyse to gange, siger Knud Jeppesen. Han sætter selv pris på, at der er nogle enkelte skyer i panoramaudsigten fra toppen af stålbroen. Dog helst med gennembrud af solen, så man kan se broens skygge oven på Lillebælts bølger.

Næsten i alt slags vejr kan hold af 20 deltagere få lov at komme på Bridgewalking over Lillebælt fire gange dagligt i sæsonen. (Foto: VisitFredericia)

Da Danmark vandt krigen

I højsæsonen er det en god ide at bestille billet i forvejen, da der sagtens kan blive udsolgt på nogle af de fire daglige ture – der er trods alt kun plads til 20 deltagere på hver tur.

Til gengæld kan der være hjælp at hente på toppen af broen, når man planlægger resten af dagen.

– Guiderne fortæller altid om de lokale tilbud og seværdigheder, når man nyder udsigten fra toppen af Lillebæltsbroen, fortæller Knud Jeppesen.

Det er ikke hele Fredericia, som kan ses fra toppen af broen. Men panoramaet viser meget tydeligt, hvor byen med sin placering ved overgangen til Fyn havde stor strategisk betydning tilbage i historien.

Centralt i Fredericia er det gamle voldanlæg bevaret, og på guidede ture kan man lære mere om, hvordan volden spillede en afgørende rolle, da Danmark senest vandt en krig. Det var treårs-krigen 1848-50, som sikrede Danmarks grænse til Ejderen – for en tid.

Leder af de danske tropper var general Rye, som har fået en central plads i Fredericia opkaldt efter sig. Men den ægte helt var den menige soldat, besluttede man efter krigen. Statuen Den Tapre Landsoldat er verdens første eksempel på en statue, som fejrer en militær sejr ved at hylde den menige soldat – et vigtigt symbol for noget, som faktisk siger ret meget om danskheden.

6. juli

I dag er Fredericia ikke længere blot en fæstningsby. Bymidten er på samme tid hyggelig og fuld af liv med shoppingmuligheder, cafeer og restauranter, og ved den gamle industrihavn er fabrikkerne revet ned til fordel for et hastigt voksende, kulturelt træfpunkt.

En god måde at opleve Fredericia fra sin bedste side er at besøge 6. juli-dagene, der fejrer treårs-krigens afgørende slag i 1849 og har været afholdt siden 1852. Bastionerne og de gamle kanoner på volden vækkes til live, og hele byen følger et højtideligt militært optog, samtidig med at en jazz- og blues-festival spiller op til byfest med masser af aktivitet for både børn og voksne.

6. juli-dagene ruller af stablen fra 5. til 9. juli.

Hvert år fra den 5. – 9. juli mindes treårs-krigen i Fredericia på voldene, der stadig omkranser den gamle fæstningsby. (Foto: VisitFredericia)

Tag madpakken med

Endelig betyder beliggenheden ved Lillebælt også, at Fredericia er udgangspunktet for en række naturoplevelser for den aktive familie. Foruden den gode strand tæt på bymidten er det en udflugt værd at tage en madpakke med på vandretur til f.eks. de porøse skrænter ved Trelde Næs eller fugleparadiset rundt om Rands Fjord.

Både adgang og næsten alle aktiviteter er gratis i Madsby Legepark i Fredericia.

Madsby Legepark – hvor alt er gratis og børnene ikke er til at drive hjem

Ingen børnefamilie bør forlade Fredericia uden at have besøgt Madsby Legepark, der ligger i et kuperet område langs jernbanen tæt på stationen. Store legepladser med mooncars, Tarzanbane, fantasifulde rutsjebaner – foruden masser af dyr, som er vant til at få besøg af børnene.

Det eneste, der koster noget, er leje af grill (10 kroner pr. person) eller hvis du vil tage Madsby-toget rundt om parken til Minibyen, der er en udendørs rekonstruktion af det historiske Fredericia i miniputstørrelse.

Det en god ide at ankomme tidligt, og det er ikke kun for at få en god p-plads. For det kan godt give kamp til stregen, når man skal overtale børnene til at komme med hjem igen.

Der er nok at kigge på for både store og små i minibyen, der ligger i forbindelse med Madsby Legepark.
19. januar 2017
Mere om Syd-/Sønderjylland

Hold ferie i Sønderjylland med slotte, Vadehavet og videnskabspark

Syd-/Sønderjylland Sønderjylland er for mange lig med Vadehavet – og det er også en naturattraktion, som du ikke skal gå glip af, men ellers anbefaler vi en tur på Koldinghus, videnskabsparken Universe på Als og smukke gåture langs Flensborg Fjord, som du kan kombinere med et besøg på historiecenter Dybbøl Banke.

Vadehavscentret

Syd-/Sønderjylland Vesterhavet er ikke sådan at komme udenom: Tidevand, stormflod og voldsomme kræfter er forenet i havet mod vest. I Vadehavscentret kan du...

Besøg Danfoss Universe

Syd-/Sønderjylland Har dit barn en potentiel ingeniør i maven, eller er du selv lidt af en Ole Opfinder, er Danfoss Universe et sted, du skal besøge. Det...

Oplevelser i grænselandet

Syd-/Sønderjylland Sønderjylland byder på en rejse i dansk historie og danskhed med oplevelser for hele familien.