Gå om bord i den sønderjyske madhistorie

Syd-/Sønderjylland

Sønderjylland er en landsdel for sig selv med sit mojn og sin specielle madkultur. Det sønderjyske kagebord stammer fra 1864, hvor tyskerne gjorde det forbudt at drikke alkohol i forsamlingshusene. Men Sønderjylland byder også på ringridning, den unikke grænsekultur og gamle slotte.

Snysk med kødboller, hvidskålsbudding og surrib – det er nogle af de retter, der er helt særlige for Sønderjylland.

Retterne er en fusion af tysk, dansk og orientalsk mad. I 1700- 1800-tallet drog lokale søfolk på langfartsruter til Kina og Vestindien. Her tog de krydderier og inspiration med hjem til Sønderjylland. Det er også årsagen til, at krydderier som muskat, karry og safran bruges i en langt større udstrækning her, end det gør i resten af landet.

– Der er så meget i Sønderjylland, der kan trækkes tilbage i historien. Det er det helt unikke ved landsdelen, siger Gerda Bouma, der er salg- og marketingkoordinator ved Destination Sønderjylland.

Syv af de bløde, syv af de tørre og syv af de hårde

Et af de andre fænomener, der har en særlig historie bag sig, er det sønderjyske kaffebord. Krigen i 1864 endte med et nederlag til Danmark, og Sønderjylland kom under tysk styre. Men for at bevare danskheden, mødtes sønderjyderne i forsamlingshuse for at more sig og slutte af med den traditionelle kaffepunch. Tyskerne brød sig ikke om de danske traditioner, og de forsøgte derfor at stoppe det ved at nægte spiritusbevilling til forsamlingshusene.   

Men danskerne nægtede at give afkald på det danske. Derfor besluttede de sig for at mødes til kaffebord i stedet, og flere af deltagerne medbragte kage. Det udviklede sig til en kappestrid mellem husmødrene om at bage de flotteste og bedste kager – og så mange som muligt. Det var især gennem torterne (lagkager), at husmødrene kunne bruge særlige teknikker og vise deres håndelag.

Flere steder i Sønderjylland er det muligt at prøve et svælgende sønderjysk kaffebord. Et af de steder er Gram Slot, der første søndag hver måned byder på en buffet af 21 forskellige kager. I uge 27-32 foregår det dog hver torsdag.

– Da vi startede for fem-seks år siden, skulle vi lige have kørt det i gang. Det sønderjyske kaffebord var nærmest gået i glemmebogen, og der var ikke mange steder, man kunne få det. Det, syntes vi, var ærgerligt, fordi det er så godt et koncept og en god måde at være sammen på. Men i dag kan vi mærke, at det er blevet meget populært, siger Sanne Brodersen, der er kulturformidler på Gram Slot samt medejer af stedet.

På Gram Slot har de gjort meget ud af at samle gamle opskrifter fra folk, der selv har en tilknytning til Sønderjylland. Derfor består udvalget bl.a.af brødtorte, striftorte, kringle og knepkach, hvor navnet kommer af lyden, når man knækker den. Men de forsøger også at kombinere det med kager, de fleste kender.

– For os handler det om at holde en tradition i hævd og samtidig forny den. Det er samspillet, hvor man sætter det traditionsbundne ind i den tid, vi lever i, der gør det spændende. De fleste kender ikke brødtorte, men de har tit fået drømmekage og banankage, og derfor kombinerer vi det, siger Sanne Brodersen.

Hun påpeger, at de ofte har udsolgt. Så hvis maven skal fyldes ved det overdådige kagebord, skal man være i god tid for at få billet.

Maven bliver hurtigt fyldt, når der på Gram Slot bliver serveret 21 forskellige kager til det traditionelle sønderjyske kaffebord. (Foto: Gram Slot)

Smag på Sønderjylland

Det er især tyskerne, der, da Sønderjylland var under tysk styre fra 1864-1920, har sat sit præg på de sønderjyske specialiteter. Gennem tiden er mange sønderjyder blevet uddannet som pølsemagere i Tyskland. Ud over den berømte sønderjyske spegepølse, laves der også kålpølser, ringridderpølser og leverpølser. Sønderjydernes kålretter, skinker, røgvarer og sursøde supper stammer også fra det tyske køkken.

I dag bliver det traditionelle sønderjyske køkken blandet med den moderne og eksperimenterende gastronomi. I Kollund tæt ved den dansk-tyske grænse ligger Restaurant Fakkelgaarden, der anses for at være en af Sønderjyllands bedste restauranter. Her bliver det lokale køkken blandet med det franske. Også Restaurant Bind ved Kruså og Huset Blom i Sønderborg serverer hyggelig, sønderjysk mad med et moderne og eksklusivt twist. 

Det er ikke kun på restauranterne, man kan smage på Sønderjylland. På Årø Vingård tilbyder de vinsmagning på terrassen eller i den hyggelige lade. Her er det oplagt at gå en tur i vinmarken for at se, hvor vinen stammer fra. Hos MADSTEDET Johanne’s, i Danmarks ældste købstad Tønder, bliver der serveret Vadehavstapas. Her kan der også købes varer fra lokale producenter.

Grænsen er ikke at mærke

På begge sider af den dansk-tyske grænse er der en helt særlig grænsekultur. Det fortæller salg- og marketingkoordinator, Gerda Bouma. 


– Grænsen er ikke at mærke, når man er en del af samfundet her. Der er mange, der bor her og arbejder på den anden side eller omvendt. Dagligvareindkøb og værkstedsbesøg med bilen foregår fra begge sider på tværs af grænsen, siger Gerda Bouma.

I Nordslesvig bor der omkring 15.000, der tilhører det tyske mindretal. De opfatter sig selv som tyske Nordslesvigere og deres børnehaver og skoler er centrale for formidling af tysk kultur og sprog. 

Den 74 km lange Gendarmstien giver også et indblik i grænsehistorien. Stien blev dannet i 1920 ved Sønderjyllands genforening, og i dag starter stien ved Kruså og slutter ved Høruphav i Øst. Der knytter sig mange myter, savn og spændende historie til stien, derfor er der sat informationstavler op langs ruten, der er certificeret som Danmarks første Europæiske Kvalitetsvandresti.

Langs Gendarmerstien er der en fantastisk udsigt og muligheden for at se sjældne planter og dyr.

Når der rides efter ringe

Sønderjylland giver også mulighed for anderledes aktiviteter. Hvad med undervandsjagt, 3D bueskydning ved Haderslev eller powerkiting på Rømøs hvide strande? 

Det er også oplagt at kigge forbi den store årlige ringridderfest, der bliver holdt henover sommeren i de sønderjyske byer. En af de største af festerne finder sted i den sønderjyske hovedstad, Sønderborg. Her står den på farverigt optog med op mod 500 heste og ryttere, kampen om at opnå titlen som ringridderkonge eller –dronning og ikke mindst de traditionelle ringridderpølser.

Ringridning går tilbage til middelalderen, hvor det var en populær og frygtet underholdning i de europæiske konge- og fyrstedømmer. Det var først i 1800-tallet, at sporten bredte sig til Sønderjylland.

Vil I dybere ned i ringridningens spændende historie, så besøg Danmarks eneste Ringridermuseum i Sønderborgs næstældste hus. Det er også muligt at opleve historisk ringridning ved ringriderbanen ved Sønderborg Slot.

For at lære mere om Sønderjyllands mange oplevelser, kan Appen 'Oplev Sønderjylland' downloades både til iphone og android.

Billetter og overnatning booker du på www.visitsonderjylland.dk

19. januar 2017
Mere om Syd-/Sønderjylland

Hold ferie i Sønderjylland med slotte, Vadehavet og videnskabspark

Syd-/Sønderjylland Sønderjylland er for mange lig med Vadehavet – og det er også en naturattraktion, som du ikke skal gå glip af, men ellers anbefaler vi en tur på Koldinghus, videnskabsparken Universe på Als og smukke gåture langs Flensborg Fjord, som du kan kombinere med et besøg på historiecenter Dybbøl Banke.

Vadehavscentret

Syd-/Sønderjylland Vesterhavet er ikke sådan at komme udenom: Tidevand, stormflod og voldsomme kræfter er forenet i havet mod vest. I Vadehavscentret kan du...

Besøg Danfoss Universe

Syd-/Sønderjylland Har dit barn en potentiel ingeniør i maven, eller er du selv lidt af en Ole Opfinder, er Danfoss Universe et sted, du skal besøge. Det...

Oplevelser i grænselandet

Syd-/Sønderjylland Sønderjylland byder på en rejse i dansk historie og danskhed med oplevelser for hele familien.