Tid til to ved Gudenåen

Østjylland

Gudenåen, der er et mekka for kanosejlads, bringer jer tæt på natur og by. Nu tilbyder flere af Gudenåens campingpladser glamourøs camping, også kaldet glamping, der giver en anderledes naturoplevelse med et touch af luksus.

Danmarks længste vandløb, Gudenåen, strækker sig fra Tørring i syd og ender efter 158 km ved Randers i nord. Områdets smukke landskab, der er en kombination af å, sø, skove og stisystemer, er helt unik. Og det er især Gudenåens oplagte muligheder for at drage på kanotur, der lokker turisterne til. Det fortæller projektkoordinator hos VisitRanders, Tina Degn.

– Kanosejladsen har gennem mange år været et stort hit ved Gudenåen. Det er efterhånden en ferieform, hvor man ikke længere behøver at sove i primitivt telt eller shelter. Nu er det også kombineret med hotel og restaurantbesøg undervejs. Der er også flere bedsteforældre, der er begyndt at tage af sted med deres børnebørn, siger Tina Degn.

Men nu har den mere luksuriøse campingform kaldet glamping også fået sit indtog langs Gudenåen. Flere af campingpladserne har nemlig taget konceptet til sig, der er oplagt at kombinere med en kanoferie.

Glamourøs camping

Et glampingtelt kan beskrives som et hotelværelse med teltdug. Her handler det om at komme tæt på naturen, uden det bliver alt for primitivt. Fra juni-måned i år tilbyder Truust Camping og Kanoudlejning sammen med Bamsebo Camping deres nye glamping-koncept, der indeholder en tre-dages kanoferie ved Gudenåen med overnatning i et glamping-telt.

– Vi snakkede om, at det kunne være sjovt at samarbejde om en kanotur, fordi de to campingpladser ligger lige ved siden af hinanden. Vi valgte at kombinere det med glampingtelte, fordi der er flere i dag, der gerne vil have lidt luksus, siger ejer af Truust Camping og Kanoudlejning, Bettina Fuglsang.

Glampingteltet står klar ved ankomst, og det indeholder bl.a. fast gulv, to soveværelser med trekvartboksmadrasser og et opholdsrum med borde, stole og køleskab.

– Konceptet giver en anderledes luksusoplevelse ved en kanotur, hvor I kan slappe af, få nærvær med hinanden, koble fra og nyde naturen, samtidig med at det hele står klar. I slipper for at bøvle med pløkker og slås med stænger. Når først turen er bestilt, skal I ikke til at tænke på alt det praktiske, men i stedet glæde jer til en skøn oplevelse ved Gudenåen, siger Bettina Fuglsang.

Byer i naturen

Området ved Gudenåen har en hel særlig nærhed mellem by og natur. I Horsens er det muligt at besøge en bank anno 1930 på Danmarks eneste Industrimuseum, tage en tur i FÆNGSLET eller gå en tur igennem Danmarks bredeste hovedstrøg, Søndergade.

Mellem Skanderborg og Silkeborg ligger det bakkede søområde kaldet Søhøjlandet. Her kan man besøge nogle af de gamle klostre fra den tidlige middelalder. Det er selvfølgelig også oplagt at tage et smut forbi nogle af Danmarks højeste punkter Ejer Bjerge og Himmelbjerget.

Gudenåens endestation er Randers. Byen var tidligere søkøbstad. Varer blev transporteret herfra på flodpramme ad Gudenåen og Nørreåen til Silkeborg og Viborg. I dag består byen fortsat af snævre middelaldergader, og flere af butikkerne ligger i hyggelige bindingsværkshuse.

Gudenåens madoplevelser

Gudenåens byder også på mange gode madoplevelser. Ved den Kongeligt privilegeret Svostrup Kro i Silkeborg har de hver måned en 3-retters menu til 298 kr. bestående af sæsonens råvarer. Her kan man også få en lille bid af historien og dykke ned i restaurantens pramdragergryde.

 En unik gourmetoplevelse byder Fru Larsen i Laurbjerg, der har fået Den Danske Spiseguides pris, Årets BO&SPIS 2015, på. Her vægter de at kombinere utraditionelle ingredienser med det klassiske og det nordiske køkken. Menu-prisen er dog det dobbelte af Svostrup Kro, men så får man til gengæld flere retter og et væld af smagsoplevelser. 

Det er selvfølgelig også oplagt at tage på en hyggelig picnic i nogle af de skønne naturområder. Udsigten over Gudenåen får den medbragte mad til at smage af endnu mere.

Find flere Gudenå-oplevelser på visitgudenaa.com

19. januar 2017
Mere om Østjylland