Tag på cykelferie ved Limfjorden

Nordjylland

I Limfjordsområdet er der sat ekstra ind på at tilbyde turister gode muligheder for cykelferie. Det varierende landskab med fjord og skov taler næsten for sig selv, men nu har lokale turistvirksomheder gjort en ekstra indsats for at gøre området og mulighederne endnu mere cykelvenlige.

Foto: Enjoy Limfjorden

Limfjordsområdet er for nogle en overset feriedestination, selvom området kan tilbyde lidt af hvert. For børnefamilierne er der gode og børnevenlige badefaciliteter samt ferieparken Jesperhus. For de gastronomisk interesserede er der fiskerestauranter med lokale fisk og skaldyr. Derudover bidrager Limfjorden til en flot udsigt, og sammen med bakker og skove giver det et flot landskab. Et landskab, der er oplagt til cykelferien, da der netop er mulighed for afvekslende ruter.   

Ekstra fokus på cykelturisme

I Limfjordsområdet kan man finde den nationale cykelrute Limfjordsruten. Derudover har de seks omkringliggende kommuner fastlagt deres egen rute, Fjordruten. Den kan benyttes frit med indtastede koordinater på Endomondo eller bestilles som pakke med overnatninger.

Hvorfor cykelferie ved Limfjorden er oplagt, er der en særlig grund til ifølge lederen af Enjoy Limfjorden Peter Emsenhuber Graversen:

– Hvis man kigger på de internationale kriterier for de bedste ruter, så siger de, at en cykelrute gerne skal variere cirka hvert 20. minut i landskabet. Limfjordsområdet er et af de få steder i Danmark, hvor det faktisk passer. Du kan planlægge ruten, så du er lidt ude ved fjorden og kort efter inde i fastlandet. På den måde når cyklisten ikke at blive træt af at se det samme landskab hele turen, siger Peter Emsenhuber Graversen.  

Samtidig kan Peter Emsenhuber Graversen fortælle, at turistvirksomhederne har sat ekstra fokus på cykelturisme og tilbyder blandt andet gode forhold for reparation af cykel, rutebeskrivelser og tørremuligheder, hvis det skulle regne. Nogle steder tilbyder de endda at køre ud til en punkteret cykel og lappe dækket for dig eller samle dig op.

Læs mere her: Alt om cykelferie i Danmark

Opgradering af cykelturisme

De gode cykelferiemuligheder hjælper ikke meget, hvis de cykelinteresserede turister ikke er klar over, at det findes. Derfor har Enjoy Limfjorden afholdt et kursusforløb, hvor lokale turistvirksomheder kunne få konkrete tips til, hvordan de fremhæver de gode cykelmuligheder. 

– Det er især vores overnatningssteder, som har opgraderet deres hjemmesider og nu sælger cykelpakker med alt inklusiv. Der er rutebeskrivelser med ruter, der ligger tæt på, og ellers tricks til cykelferien, siger Peter Emsenhuber Graversen, som på vegne af Enjoy Limfjorden har modtaget prisen ”Årets Cykelturismeløsning 2016” fra Vejdirektoratet. Prisen er givet for deres indsats og uddannelsesforløb for at fremme cykelferieturismen ved Limfjorden.

To af deltagerne fra kurset er Søgaardens Bed & Breakfast-indehaver Astrid Holmriis og Lone Gad fra Hjarbæk Fjord Camping. Fælles for dem er, at de nu kan tilbyde bedre faciliteter og vejledning til cykelferieturister.

Søgaardens Bed & Breakfast er et af de steder, som har gjort en ekstra indsats for at skabe gode forhold for dem, der vil på cykelferie i området. (Foto: Jonas Holmriis)

– Almindelige cykelturister har ikke før henvendt sig specielt til os, og det er nok især fordi, vi ikke har gjort opmærksom på muligheden. Derfor går vi nu aktivt ind i at informere og opgradere mulighederne. Det gør vi med skræddersyede cykelpakker og rutebeskrivelser fra mine lokale yndlingssteder, siger Astrid Holmriis fra Søgaarden, der ligger ved det naturskønne område ved Gudenåen og Nørreådalen. På stedet er de også begyndt at udleje cykler, så de besøgende i bil kan få en dag på cykel.  

Campingpladser er også oplagte at lægge vejen forbi, når man er på cykelferie, og det er Hjarbæk Fjord Camping nu blevet mere opmærksomme på. 

– Vi har blandt andet gjort det nemt for cykelturister at få mad, når de kommer forbi os. De kan få hurtig og lækker mad, og vi har også lige fået nye emballager til madpakker, så de kan smøre til cykelturen, siger Gitte Thusgård, som også tilbyder gode faciliteter til diverse reparationer af cykler og mulighed for at låse cyklen inde om natten.

Få lokale skaldyr

Når man nu befinder sig i Limfjordsområdet, er det oplagt af smage på de lokale råvarer – og her er det især fisk og skaldyr, der er på menuen. Mange ser limfjordsøsters som verdens bedste, da kombinationen af salt og fersk vand sammen med en lav temperatur giver en særlig konsistens og smag. De smager mindre af salt og er mere faste i konsistensen. 

Ved Glyngøre Shellfish kan man få friske og lokale østers, og på restauranter ved Hanbjerg Marina er der traditionelle retter fra området, som de serverer året rundt. Med Jyllandsakvariet ved Lemvig er det muligt at tage med på østerssafari, og selv indfange friske østers.

Limfjorden, som teknisk set ikke er en fjord, men et farvand, der skærer gennem Jylland, kan også bruges til andet end at indfange østers. Muligheden for at sejle gennem Jylland i det rolige vand og de mange havne, som Limfjorden har, gør det attraktivt for sejlere at tage turen igennem.   

– Limfjorden er skøn i sig selv. Den er mere rolig end Vesterhavet, og det gør også, at det er mere trygt for børnefamilier at bade her. Så har den også noget af Nordeuropas bedste farvand til sejlads ifølge eksperter. Så hvis man er sejlerinteresseret er den både udfordrende og charmerende på samme tid, og derfor kan mange godt lide at sejle heroppe, siger Peter Emsenhuber Graversen.

El-cykler giver plads til alle

Sejlads i Limfjorden er også attraktiv for mange ældre par, da cykelferien kan virke for krævende. Her gør Peter Emsenhuber Graversen dog opmærksom på, at flere og flere udnytter el-cyklens ekstra kræfter.  

– Man skal nok ikke være i helt dårlig form for at tage på cykelferie, men nu er der kommet el-cykler, som man kan leje. Det gør afstandene noget mere overkommelige. Det gør også, at den lidt ældre målgruppe kan være med, siger Peter Emsenhuber Graversen, som kan fortælle, at mange selv har deres el-cykler med. Men vil man ikke transportere eller investere i el-cyklerne, er lejemuligheden oplagt.

Se guiden til Fjordruten her.

Limfjorden – også kaldet Nordeuropas spisekammer – er fyldt med diverse fisk og skaldyr. Området er især kendt for sine østers, som af mange betragtes som verdens bedste på grund af den lave temperatur i vandet og blandingen af fersk og salt vand. (Foto: Enjoy Limfjorden)

Bed+Bike

Ordningen giver et overblik over gode overnatningsmuligheder på cykelferien. Som standard er du med ordningen sikret:

  1. Sikker opbevaring af cykler.
  2. Mulighed for at tørre vådt tøj samt udstyr.
  3. De vigtigste værktøjer er til rådighed for simple cykelreparationer.
  4. I tilfælde af alvorlige skader på cyklen, henvises der til den nærmeste cykelforhandler.
  5. Informationsmateriale (kort, køreplaner til tog og bus).
  6. Mulighed for sund morgenmad.
  7. Mulighed for at blive kun én nat. 

Læs mere her.

Værd at se i Limfjordsområdet 

  • Mønsted og Daugbjerg Kalkgruber: De to kalkminer har spændende historier og underjordiske gange.
  • Dollerup Bakker: Naturskønt område. Et populært udflugtssted i Viborg-området.
  • Kurbad Limfjorden: Welnesscenter på havnen i Struer.
  • Sansefestival i Struer: I starten af august tiltrækker Struer flere tusinde med madmarked.
  • Museet for Religiøs Kunst: På museet i Lemvig udstilles religiøs kunst.
  • Bovbjerg Fyr: Fyret giver god udsigt over området med et varieret landskab. 
  • Hjerl Hede: Se, føl og smag hverdagen for 100-200 år siden.
  • Handbjerg Marina: Her er gode spisesteder og gode badestrande.
  • Borbjerg Mølle Kro: Stedet byder på tarzanbane, golfbane, spa, fitnessbane, fiskeri m.m.
  • Spøttrup Middelalderborg: Velbevaret borg fra senmiddelalderen.
  • Fur Fossiler: Tag en tur på fossilmuseum, og find dit eget fossil i moleret.  
  • Danmarks Cykelmuseum: Få indblik i cyklens tekniske udvikling gennem tiden.
  • Jyllandsakvariet: Et maritimt univers i Thyborøn fyldt med oplevelser.
  • Sea War museum:  Nyt museum med fokus på søkrigen i Nordsøen under 1. Verdenskrig.
  • Jesperhus Feriepark: Børnevenligt feriecenter, campingplads, forlystelsespark og blomsterpark.
  • Viborg Domkirke: Den største attraktion i Viborg er den smukke Domkirke.
  • Øen Fur: Limfjordens smukkeste ø med hyppig færgeforbindelse.
  • Jenle: Jeppe Aakjærs fødested hvor du får guidet tur, film og fortællinger
19. januar 2017
Mere om Nordjylland

Hold ferie i Nordjylland - få overblik over de gode seværdigheder

Nordjylland Nyd Nordjylland med ture i Danmarks største skov, Rold Skov, besøg Gasmuseet i Hobro, gå under jorden i Thingbæk Kalkminer, og udforsk havets liv på Nordsøens Ocenarium i Hirtshals.