På togt med pirater og på jagt efter bisoner

Fyn

Hjælp piraterne med at indtage det gode skib Castor og drag på sørøvertogt efter den sunkne skat – eller spring på prærievognen og se Nordfyns bisoner helt tæt på.

iStockphoto
iStockphoto

Bogense ser helt utroligt idyllisk ud med sine smukke og farverige købmandsgårde og torve. Men i skyggerne lurer de skumle sørøvere, som vil have feriebørn med på skattejagt.

Når børnene har hjulpet med at ”stjæle” galeasen M/S Castor, står skibet ud af Bogense havn. Sørøverne serverer ”rom” og ”beskøjter” for deres unge pirat-besætning, mens de under sejlturen på Lillebælt fortæller skrøner fra de syv have.

Og de gør det hele sommeren igennem fra havnen i Bogense. Billetter købes på visitnordfyn.dk, og børnene kan medbringe deres egne sørøvertørklæder eller øjenklap.

Safari og rappelling

Pirat-feriebørnene må også tage deres forældre med på togt, hvis de ønsker det.

Hvis forældrene bliver ladt alene tilbage på fastlandet og er nødt til at fordrive tiden i Bogenses smukke bymidte eller med en rundtur på herregården Harridslevgaard – der ifølge legenden oprindeligt var en sørøverborg – behøver de ikke blive snydt for en tur på havet.

M/S Castor er ikke kun piratskib, men er inkluderet i en række turistpakker, som kan bookes hjemmefra. Der er fisketure og endnu flere ture med fokus på sightseeing: Sæl- eller marsvinsafari, solnedgangstur ved Æbelø eller dagstur til Juelsminde.

De mere sporty typer kan tage imod den helt unikke oplevelse at rappelle ned fra vindmøllen ”Aeromøllen” i Bogense Havn. Under instruktion af de lokale søspejdere klatrer man selv til tops i det 30 meter høje betontårn og firer sig ned igen.

BBQ med bisonbøf

Hvis børnene er store nok, kræver de måske at komme med op i Aeromøllen. Men uanset, hvor gamle børnene er, må de ikke snydes for at komme med på et besøg hos Ditlevsdal Bison Farm. I mere end 20 år har Ditlevsdal udviklet sin avl af bisonokser, og gården er åben for besøg hele dagen med en række muligheder for aktivitet – ikke mindst for de yngste – fra onsdag til søndag i ugerne 28-32.

Vil man se nærmere på de stolte bisoner, kan man købe billet til de guidede ture, som tilbydes gennem hele sommeren. Turen foregår i en prærievogn og kommer helt tæt på okserne, der i fuldvoksen tilstand kan blive over to meter høje og veje op til 1300 kg.

Med så stor kropsvægt kan bisonoksen levere et stort antal bøffer. Og det er svært at stå for fristelsen til en prøvesmagning i Ditlevsdals restaurant.

– I år har vi udvidet frokostkortet, så man ikke kun kan bestille bisonsteak til aften. Mange af vores gæster efterspurgte bisonsteak til frokost, og det kan de få nu, fortæller Thilde Hørlykke Lund fra Ditlevsdal.

En stor del af feriegæsterne vælger at sætte tænderne i bisonkødet til en af de to ugentlige BBQ-aftener. Som appetitvækker kan de lade sig underholde af Schumann – the horse powered stunt show – med både naturlige hestekræfter og cross-cykler i hæsblæsende udfoldelser.

Nyd det grønne og det blå

Hvis man kommer til Nordfyn med campingvogn, som så mange andre hvert år, tager man måske bison-mørbrad med hjem til grillen. Men man skal også huske at grille de havørreder, man kan fange på de mange fantastiske fiskepladser på Fyns Kattegat-kyst.

Frem for alt skal hele familien nyde hinanden og den lette adgang til skov, strand og natur på Nordfyn. Der er fantastiske vandre- og cykelture omkring Gyldensteen Strand nær Bogense, som blev en del af Fyns største genopretningsprojekt i 2014, hvor digerne blev brudt ned, og havvandet fik lov at strømme ind på det tidligere inddæmmede landbrugsjord. Eller hvad med at vade hele vejen gennem det lave vand ud til Æbelø? Det er da en ægte sørøveraktivitet – husk blot at tjekke tidevandstabellen først.

Enebærodde – på cykel, i hestevogn eller til fods

Den er kun 6 km lang, og på sit smalleste sted kun 20 meter bred. Enebærodde ved indsejlingen til Odense Fjord er et temmelig enestående naturområde i Danmark. Og det handler ikke kun om beliggenheden.

Odden er samtidig Fyns største sammenhængende hedeområde, og den 12 km lange vandretur langs kysten i det bilfri område, hvor Galloway-kvæget går frit og nogle gange tager en dukkert ved stranden, er en stimulerende oplevelse.

Man kan spare besværet med at smøre madpakke, hvis man hopper med på en af de særlige guidede hestevognsture, hvor en sandwich og en øl eller vand er inkluderet i prisen.  

Se mere på www.visitnordfyn.dk/bookingafoplevelser

19. januar 2017
Mere om Fyn

Fyn er særlig fin for børnefamilier

Fyn Fyn er en helt vidunderlig feriedestination for børn og voksne i alle aldre. Tag tilbage i tiden og se riddere fra Middelalderen, besøg Europas bedste zoo, eller gå i H.C. Andersens fodspor. Muligheder er der nok af på den skønne, danske ø.

Ferie på Fyn med tre fantastiske attraktioner

Fyn Fyn har naturligvis mere end tre oplevelser og seværdigheder at byde på, men de tre idényt har valgt ud – Naturama i Svendborg, Gorillapark...

Seværdighed i Danmark - Naturama i Svendborg

Fyn Ved siden af Svendborgs Zoologiske Museum ligger Naturama - Danmarks eneste naturteater. Med skiftende lys, avanceret lyd, flotte film og...