Oplev fynsk charme og velsmag i Svendborg

Fyn

Tag med til Sydfyns hovedstad og udforsk de mange kulturelle og gastronomiske oplevelser, som byen har at byde på.

Foto: Knud Mortensen m.fl.

Danmarks mindste storby

Svendborg kaldes Danmarks mindste storby, og det er på mange måder en rammende beskrivelse. Størrelsesmæssigt kan Svendborg ikke måle sig med Aarhus, Odense og København, men den sydfynske by byder alligevel på et væld af kulturelle og gastronomiske oplevelser samt smagen af det gode liv.

Samtidigt er Svendborg også kendt for at være Mærsk-koncernens hjemstavn, og byen har et levende maritimt miljø, der er forbundet til hele det sydfynske øhav, hvor man kan tage på tur og opleve det rolige øliv for en stund. Tag på opdagelse i Svendborgs kulinariske liv, og så finder du en lille by, som har mere end nok at byde på.

Oplevelser og shopping

Latinerkvarteret

Hvis man gerne vil suge byens stemning til sig, kan man slentre en tur ned ad de gamle svendborgensiske gader og opleve det såkaldte Latinerkvarter. Tag turen gennem Bagergade, Brogade, Sankt Peders Stræde og Gåsestræde.

Svendborg Havn

Om sommeren er der sejlskibe og liv i byens havn, og man kan slentre hen ad molen til Det Gule Pakhus. Svendborgs skønhed ligger ikke bare i de smukke omgivelser, men også i gaderne, de gamle bindingsværkshuse og byens historie.

Butik Mosaik og Schiang Living

I Svendborg finder man også mange små, sjove butikker, og hvis man nyder at gå på genbrugsjagt efter helt særlige nipsting, som har en god historie, så kan man kigge ind hos KonGo eller Butik Mosaik. Begge butikker forhandler unikke genbrugsting, som kan sætte et personligt og ofte lidt skævt præg på indretningen.

I den mere luksuøse ende af interiørbutikker finder du Schiang Living, som blandt andet forhandler designklassikere fra Arne Jacobsen, Børge Mogensen og Hans J. Wegner. 

Spisesteder og kulinariske oplevelser i Svendborg

Kulinarisk Sydfyn

I det sydfynske fylder det kulinariske også meget, både i form af specialiteter lavet på gode, lokale råvarer, og i form af madfestivalen Kulinarisk Sydfyn, som afholdes hver sommer. Det er Nordens største madfestival, og hovedtemaerne er slowfood, økologi og lokal smag.

Vintapperiet

Hvis man får lyst til at smage sig gennem Sydfyn, kan man jo passende starte på et par lokale restauranter, f.eks Vintapperiet, som ligger i en gammel købmandsgård, hvor man næsten føler sig sat tilbage i tiden. Køkkenet er fransk- og danskinspireret, og der er et spændende udvalg af økologiske vine.

Kunstbryggeriet Far & Søn

Alternativt kan man også lægge vejen forbi Kunstbryggeriet Far & Søn, hvor bådeølbrygning og menukort finder inspiration i “det enkle og det nære”. Kunstbryggeriet ligger i et gammelt baghus, og indretningen synes ligesom menukortet at være holdt helt simpel og nede på jorden.

Stella Maris Hotel de Luxe

Hvis man er mere i humør til 5-retters i gourmet-klassen, kan det klares med et besøg på Stella Maris Hotel de Luxe. Menuen er inspireret af det franske køkken med fokus på at lade ingredienserne komme til sin ret og tale for sig selv. 

Overnatning i Svendborg

Hotel Ærø

Planlægger man at blive i Svendborg i et par dage, er der indkvarteringsmuligheder nok. Det charmerende Hotel Ærø ligger nær centrum af byen lige ved havnen, hvor der er smuk udsigt ud over vandet og få minutter på gåben ind til gågaden.

Hotel Svendborg

Hvis man gerne vil bo endnu mere centralt, så kan man med fordel vælge Hotel Svendborg, som ligger tæt på gågaden og er nabo til byens biograf.

Hotel Troense

Lidt længere væk fra byen kan man finde Hotel Troense, som ligger på Tåsinge i den lille by Troense. Her er man knapt så tæt på byens liv, men det fredelige Troense bugner af fine, små huse, og lige i nærheden ligger Valdemars Slot, hvor man kan gå tur i de grandiøse omgivelser.

Stella Maris Hotel de Luxe

Sidst, men ikke mindst, har vi igen Stella Maris Hotel de Luxe, som ikke bare byder på fantastisk mad, men også en god hoteloplevelse. Hotellet er stilfuldt indrettet og ligger ligesom de to andre hoteller også ud til vandet, så man kan nyde den fredfyldte stemning på hotellet, der er blevet kåret som et af Danmarks bedste.

Fyn er mere end fin

Den sydfynske hovedstad byder på mange gode, lokale oplevelser, og det kan godt betale sig at slå et smut forbi. Byen har et rigt musikmiljø, og man kan både opleve det i det små på steder som Arne B og Harders og i lidt større skala i Borgerforeningen Kulturhus Svendborg. 

Hvis man har lidt tid i byen, kan man også tage på tur ud til de mindre øer, besøge en lokal vingård eller opleve den flotte natur, f.eks. med en køretur over Tåsinge.

I modsætning til større storbyer er livet i Svendborg for livsnyderne, som godt kan lide at opleve og nyde i lidt langsommere tempo. Svendborg er stor nok til at have et rigt udbud af kulturelle oplevelser, men lille nok til at holde fast i charmen og den gode lokalstemning, og det er en ret unik blanding, som er et besøg værd. 

6. marts 2017
Mere om Fyn

Fyn er særlig fin for børnefamilier

Fyn Fyn er en helt vidunderlig feriedestination for børn og voksne i alle aldre. Tag tilbage i tiden og se riddere fra Middelalderen, besøg Europas bedste zoo, eller gå i H.C. Andersens fodspor. Muligheder er der nok af på den skønne, danske ø.

Ferie på Fyn med tre fantastiske attraktioner

Fyn Fyn har naturligvis mere end tre oplevelser og seværdigheder at byde på, men de tre idényt har valgt ud – Naturama i Svendborg, Gorillapark...

Seværdighed i Danmark - Naturama i Svendborg

Fyn Ved siden af Svendborgs Zoologiske Museum ligger Naturama - Danmarks eneste naturteater. Med skiftende lys, avanceret lyd, flotte film og...