Det er ikke forbudt at tage i sommerhus i påsken – men pas på!

Påsken nærmer sig, og det tyder på at den traditionsrige tid, bliver markant anderledes end den måske plejer at være. Mange danskere tager i sommerhus i påsken, men hvordan er reglerne? Læs med og få opklaret om du kan tage i sommerhus.

De fleste danskere har forhåbentlig aflyst årets påskefrokoster. I hvert fald, hvis de involverer gæster udefra. Det er nemlig ikke tid til at have gæster lige nu.

Men traditionelt er påskedagene også en tid, hvor mange tager i sommerhus. Og det er ikke forbudt – hvis ellers man tænker sig om.

Det slår statsminister Mette Frederiksen fast på facebook.

Det er dog ikke det samme som at du skal forvente at de faste beboere i sommerhusområderne står klar med åbne arme, hvis du vælger at spendere påskedagene i deres nabolag.

På sociale medier florerer allerede nu historier om ærgerlige møder mellem sommerhusgæster og lokale, der ikke er glade for udsigten til at der bringes smitte ind udefra til deres by.

Derfor kan det være en god idé, at tage en række forholdsregler, hvis du gerne vil holde påskeferie væk hjemmefra.

Vi har samlet tre gode råd baseret på myndighedernes anbefalinger og almindelig sund fornuft.

Hold afstand og hold dig til dine nærmeste

At tage i sommerhus skal ikke være en undskyldning for at mødes med familie og venner fra nær og fjern. Hold dig sammen med dem, du også ser i din hverdag – din ægtefælle og jeres børn. Ligeledes gælder det, at når i færdes udenfor sommerhusgrunden skal i de anbefalede to meters afstand til andre og i øvrigt følge myndighedernes anbefalinger til hygiejne og lignende. Akkurat, som du skal gøre derhjemme.

Hold dig informeret – og vær fleksibel

På rygteplan lyder det at regeringen overvejer, at indførere forbud mod at mødes mere end 2 personer skriver TV2 . Uanset om det bliver til virkelighed eller ej bør du holde dig informeret om nye tiltag, der kan ændre, hvordan du og din familie skal gebærde jer.

Af samme grund er det en god idé, at lægge planer der let kan ændres igen – reglerne ændrer sig hurtigt i disse dage og en tur, der ser ud som en god idé i dag er det ikke nødvendigvis i morgen.

Køb ind hjemmefra

Det her er ikke en lov – men en anbefaling herfra. Hvis du rejser fra en by til en anden er der en risiko for, at du tager smitte med, der ikke var der i forvejen, og det mindste du kan gøre er at forsøge at undgå at smitte lokalbefolkningen.

Det kan du blandt andet gøre ved at gøre ind hjemmefra – om muligt online – og sørge for, at du har, hvad du skal bruge til hele turen.

Eksempelvis kan du købe frosne rundstykker med i stedet for at gå til bageren om morgenen. Det er selvfølgelig synd for ham, men det er også synd, hvis du smitter de lokale beboere der også holder hans forretning i gang året igennem.

Det er en krævende tid for os alle, hvor vi ikke har den samme frihed til at gøre hvad vi vil, som vi plejer at have. Vi har tidligere bragt en artikel om, hvordan du bevarer din fysiske og psykiske sundhed mens du holder dig på afstand af andre – du kan også læse vores gode råd til, hvordan du kan få tiden til at gå – derhjemme eller i sommerhus – mens din frihed er begrænset.

Mest læste artikler