Dyrk nemme retroblomster og -stauder i haven

Populære planter fra parcelhusets barndom hitter igen. Det gælder planter og stauder, som blandt andet sætter kulør på haven, er taknemmelige og nemme at holde. Noget nutidens haveejere med fyldt kalender også kan nyde godt af. Og lad dig ikke skræmme af image-problemerne – der er i flere tilfælde kommet nye farver og fomer.

Driftssikre og vinterhårdføre planter

Foto: Lotte BjarkeI 60’erne flyttede tusindvis af familier fra etagebyggeri i byerne og ud i forstæderne, hvor de ikke alene fik hus men også have. En udfordring for dem, der aldrig havde haft en spade i hånden før. Det var også en tid, hvor fornuften herskede, og pengene ikke sad så løst. Derfor blev parcelhushaverne ofte indrettet med stærke, driftssikre planter, der var garanteret vinterhårdføre og nemme at passe uden den store haveerfaring. Egenskaber nutidens haveejere med fyldt kalender og begrænset haveerfaring også kan gå og sukke efter.

Beskæres med hæksaks

Ligusterplanten – som dengang hurtigt skabte lidt privatliv bag hækken – er fortsat et godt valg, og til de ultimative retrobuske hører buskpotentil, rødskærm og snedrivebusk.

Buskpotentil kan faktisk vedligeholdes med en hæksaks. Du kan gøre det årligt eller hvert andet eller tredje år afhængigt af humør. Du kan også bare lade den vokse videre, men den er flottest, hvis den får en drastisk foryngelseskur med mellemrum. Klip bare ned til 10 cm over jorden i det tidlige forår. Tidligere havde buskpotentil altid gule blomster, men i dag er der sorter med mange søde farver at vælge imellem.

Stærke stauder i masser af farver

Foto: Lotte Bjarke, Haveselskabet
Lupin

Der blev plantet rigtig mange stedsegrønne planter i parcelhushaverne, hvor tuja, ædelcypres og ene sørgede for, at der var struktur på haven året rundt.

Stærke stauder, der med garanti kom igen år efter år, satte kulør på havebilledet. Kæmpemarguerit, gemserod, lupin, solhat og solbrud er nogle af de retrostauder, der var meget populære i de første parcelhushaver, og som også er fuldt gangbare i haven anno 2014, hvor der er et langt større farvespektrum på markedet. De trives på stort set alle jordtyper, og plantes de i sol-halvskygge, kan det ikke gå galt.

 

 

Blomst med imageproblem

Sommerblomster udplantet i bedene, hvor de hurtigt kunne lukke huller i beplantningen, var populære. Højt på hitlisten stod fløjlsblomst og petunia. Fløjlsblomst, bedre kendt som tagetes, i en sådan grad, at den siden er blevet lagt nærmest for had i vide kredse.

Ikke helt rimeligt da der dels siden er kommet et væld af nye sorter med søde farver og kønne former, og dels er et spørgsmål om, hvordan man anvender planten. Endelig er det faktisk en af de mest driftssikre sommerblomster, man kan ønske sig både til bede og krukker.  

Nemme blomstrende buske

Foto: Lotte Bjarke, Haveselskabet
Rødskærm.

– Buskpotentil Potentilla fruticosa

– Rødskærm Spiraea japonica

– Snedrivebusk Spiraea x cinerea

– Perikon Hypericum beanii

 

 

 

 

 

Stabile stauder

Foto: Lotte Bjarke, Haveselskabet
Solhat.

– Kæmpemarguerit, Leucanthemum

– Lupin Lupinus

– Solhat Rudbeckia

– Solbrud Helenium

Læs også: Vinterhårdføre planter til krukker og haven

Se også: Fuldmåne – årets månekalender og månefaser

Mest læste artikler