Skærmlilje – Afrikas iøjnefaldende knoldplante

Skærmlilje, Agapanthus, er en yndefuld staude, der med sine blå skærme sætter prikken over i'et i havens bede og krukker. Læs alt om pasning og plejning af skærmliljen.

Fakta om skræmlilje

Dansk navn: Skærmlilje
Latinsk navn: Agapanthus
Engelsk navn: Lily of the Nile

Skærmliljens oprindelse

Skærmlilje (Agapanthus) er en slægt, der tilhører underfamilien Agapanthoideae, der tidligere blev betragtet som en selvstændig familie ved navn Agapanthaceae.

Skærmlilje stammer oprindeligt fra Sydafrika, hvor den gror på græsområder, bjergenge, og ved fugtige grøfter og skrænter.

Populære arter

Den mest almindelige art af skærmliljen er Agapanthus campanulatus, men der findes flere forskellige arter, hybrider og sorter af den populære plante. Nedenfor findes de mest populære arter:

  • Agapanthus campanulatus
  • Agapanthus orientalis
  • Agapanthus africanus

Udseende

Skærmlilje er en flerårig staude med kraftig, grenet jordstængel, som kan blive op til 75-100 cm høj. Skærmliljen har smalle og aflange, grønne og læderagtige blade, som bliver omkring 40 cm høje. Blomsterskærmen består af en masse små, klokkeformede blomster, som kan være blå, lilla eller hvide.

Plantning af skærmlilje

Når du anskaffer dig en skærmlilje bør du overveje, om du vil plante den frit i haven eller om den skal fungere som krukkeplante. Skærmlilje bryder sig ikke om at blive plantet om. En omplantning vil ofte få plante til at reagere ved at springe blomstringen over et år eller to.

Vær desuden opmærksom på, at skærmlilje i krukke ikke er vinterhårdfør, fordi temperaturen omkring rødderne bliver for lav i den danske vinter.

Blomstring

Omkring august begynder skærmliljens blade at danne knop åp en rund, bladløs stængel. Knoppen vokser, åbner sig langsomt og viser sig efterhånden som en smuk, iøjnefaldende skærm af små, blå trompeter.

Pasning af skærmlilje

Umiddelbart passer skærmlilje ikke til det danske klima, men den kan dog alligevel pryde haven som både haveplante og krukkeplante.

Du skal som udgangspunkt regne med at skærmlilje skal ind om vinteren, da den ikke tåler meget frost. Men det kan godt lade sig gøre at lade den overvintre udendørs, hvis den har de rette betingelser. Det er vigtigt at den er relativt beskyttet – den kan eksempelvis vinterdækkes med granris – og at den er i en god gennemtrængelig jord.

Vær opmærksom på, at knoldene kan rådne, hvis planten har stået for fugtigt i vintermånederne eller været udsat for stærk frost.

Brune pletter på bladene kan være tegn på overvanding.

Vanding og grobund

Når planten vokser, skal jorden holdes fugtig. Om sommeren skal skærmlilje vandes dagligt, hvis det er meget varmt. I løbet af vinteren bør du holde igen med vandingen, da jorden ikke må være for våd. Vandingen af skærmlilje kan gradvist mindskes efter afblomstring i sensommeren.

Den hyppigste årsag til at skærmlilje dør, er at planten tørrer ud. For at undgå dette skal den plantes i en jord, der kan holdes på fugten; lerjord blandet med sand og kompost er eksempelvis velegnet.

Skærmlilje trives bedst i fugtig jord. Holdes planten i en krukke, er det en god ide at have grus, legakugler eller småsten i bunden, da planten ikke må stå i helt våd jord, da rodnettet så vil rådne.

Formering af skærmlilje

Du kan sagtens formere dine skærmliljer. De er lette at dele, og principielt kan det gøres både forår og efterår; det bedste resultat opnås dog, hvis planten deles om foråret, hvor planten kommer i vækst.

Planten har kraftige rosetter og viser selv, hvor du skal dele den. Du kan enten brække dem forsigtigt fra hinanden, eller du kan bruge en kniv. Deler du din skærmlilje, skal du regne med at den ikke blomstrerer I den efterfølgende sæson.

Skærmlilje kan også frøformeres, men da kan du ikke vide, hvordan afkommet kommer til at se ud; der kan komme planter med blå, lyseblå og hvide blomster.

Lys

Skærmlilje er varmekrævende, og har derfor brug for et lyst og solrigt vækststed. Bladene kan dog have en tendens til at miste deres farve og blive “svedne”, hvis de får for meget direkte sollys.

Gødning

Det anbefales at gøde planten i foråret og sensommeren efter afblomstring. Gødningen om efteråret/sensommeren er den vigtigste, da det er her skærmliljen danner næste års blomster. Du kan også sagtens gøde skærmliljen lidt henover sommersæsonen. Om vinteren skal den ikke gødes.

Anvendelse

Det er meget almindeligt at have skærmliljer i krukker eller potter – det er vigtigt at plantens rodnet har masser af plads, hvorfor de trives bedst i en stor krukke.

Placering

Hvis skrærmlilje dyrkes I det fri I haven, er det bedst, hvis den placeres på et af havens varmere steder; eksempelvis tæt på en sydvendt mur. Der er som regel tørt og lunt.

Dyrkes planten i krukke eller potte skal den blot placeres solrigt.

Læs også: Skærmplante – alt om skærmplanter i blomsterbedet

Mest læste artikler