Her er den rette temperatur på vinen

Det er altafgørende at nyde vinen i korrekt temperatur, hvis du skal have den optimale oplevelse.

vin


Temperaturen på vinen betyder rigtig meget for vores smagsoplevelser. Vi bruger både dufte- og smagssanserne, når vi smager på vinen.

Duftesansen er mere følsom end smagsløgene, så kombination af dufte- og smagssansen er afgørende, da duften i de fleste tilfælde opfanger flere nuancer end smagsløgene gør alene. Det opdages let, hvis man holder sig for næsen, når man smager på vinen.

Vi er født med forskellige smagssanser og opfanger smag og dufte forskelligt fra person til person. Derfor vil det altid være individuelt, hvordan vi oplever vinen i forskellige temperaturer. Men der er afgørende faktorer, som generelt vil være gældende for os alle. Det ser vi på i dette afsnit.

Pas på, at rødvinen ikke bliver for varm

Mange drikker rødvinen alt for varmt og får ikke nydt vinen i den korrekte og optimale balance.

Alkoholen rejser sig ved en temperatur omkring de 19-20 grader og kommer tydeligere frem samt har den bivirkning, at den overdøver og lammer de sarte frugtnuancer i vinen.

Alkohol har ingen smag i sig selv, men har stor indvirkning på, hvordan vinen smager, når den bliver for varm og opleves ubehagelig. Varm alkohol nedsætter også ens evne til rigtigt at smage vinens karakter og optimale potentiale.

Ved den højere temperatur sker der en ændring i den oplevelse, man har med sine smagssanser. Surt og bittert ændres stort set ikke ved forskellig temperatur, hvorimod sødme, og derved også alkohol, skifter karakter på kulde og varme.

Når temperaturen stiger opfattes sødmen og alkoholen kraftigere, og vinen fremstår blødere og mindre frugtig samt mister en del af sit unikke udtryk, da den tunge alkohol i duft og smag virker rimeligt ens på tværs af de forskellige vine.

Kulden nedbringer nogle af de kraftige dufte og smage, men vinen kommer til at fremstå mere skarp og ren i smagen, så frugten og syren opleves mere frisk.

Bryd vanerne og oplev mere

Det er en vanesag for mange, at de har vænnet sig til altid at nyde rødvinen i stuetemperatur, eller en anden fast  temperatur, som så bare bliver en reference, man har vænnet sig til. Disse vaner kan i mange tilfælde flyttes og ændres med fordel, så man giver sig selv mulighed for at nyde og opleve vinen udvikle sig op gennem alle temperaturlejer.

Gå på opdagelse med vinens frugt og syre i den køligere temperatur og nyd alle nuancerne i vinen, når den langsomt får mere kraft og fylde med udviklingen af temperaturen.

Der er mange delte holdninger til, i hvilken temperatur vinen nydes bedst. Det er selvfølgelig en smagssag. De fleste producenter anbefaler en serveringstemperatur mellem 15 og 18 grader.

Vinskolen anbefaler dog, at man serverer vinen omkring de 12-15 grader, hvorefter den hurtigt kommer nogle grader op i glasset, så drikketemperaturen let bliver omkring de 16 grader. Hold øje med temperaturen, så den ikke sniger sig for meget over de 18 grader i løbet af middagen.

Find frem til den rigtige temperatur på vinen

Sæt evt. rødvinen i en køler, eller sæt den i køleskabet, når det første glas er skænket, så vinen holdes nede i temperatur til næste skænkning. Find selv det temperaturleje, som passer bedst til dig – prøv lidt forskelligt.

Start med at smage og teste din rødvin kold i en længere periode. Smag vinen op gennem temperaturen og mærk efter, hvor du nyder vinen mest. Ta’ temperaturen på vinen, når du synes, at det virker optimalt.

Bemærk også, hvis temperaturlejet skifter for dig med tiden, da man stille og roligt sagtens kan flytte sin opfattelse af vinens optimale temperatur. Det er interessant at opleve, at flere har meget svært ved at drikke vinen i normal stuetemperatur, efter at have prøvet at flytte lejet og nydt vinen lidt køligere gennem længere tid.

Først her opdager man, hvilken stor betydning det faktisk har for den optimale og korrekte oplevelse af vinen. Der er selvfølgelig forskel på, hvilke vine, der bliver bedre i lav temperatur – og hvilke vine, der skal have lidt mere grader på for at få sin fylde og power ordentligt frem.

Generelt kan man sige, at den lettere og frugtige vine får alle de fine frugtnuancer bedre frem i det kølige temperaturområde, og de kraftige fadlagrede vine skal have lidt temperatur for at få power og fylde udviklet ordentligt i glasset. Men samtidigt er de meget kraftige og alkoholtunge vine mere sårbare for den høje temperatur over de 18-20 grader, da alkoholen er kraftigere og derved hurtigere lammer de sarte frugtnuancer, når varmen presser vinen.

Få glæde af rødvinen i op til 2-3 dage

Hold længere liv i rødvinen, når den kommer tidligt på køl til dagen efter. Hvis man den ene dag nyder et par glas rødvin fra en flaske til en evt. kødret, så lad ikke vinen stå længe i stuetemperatur, når den først er åbnet.

Sæt en prop i flasken og sæt den på køl i et almindeligt køleskab hurtigst muligt, hvorved iltningen af vinen nedsættes væsentligt, så den let kan holde til dagen efter – og i flere tilfælde holde sig frisk og drikkelig i op til 3 og 4 dage, alt efter vinen og alderen.

Den kolde rødvin, fra dagen før, står klar til at nydes igen, når den tages ud af køleskabet en lille stund mens maden tilberedes og vinen kommer op på de ca. 14-16 grader, hvor den igen er perfekt til servering i glasset, og hvorefter den hurtigt når op på de 16-18 grader.

Nyd vinen kold til en fiskeret eller andet, der kræver køligere vin. Skænk evt. et glas af den kolde rødvin til madlavningen og test, hvordan vinen ændrer og udvikler sig i takt med, at temperaturen langsomt stiger. Læs også artiklen “Kold rødvin til fisk” fra Lektion 2.

Vinskolen tester temperaturudviklingen på vinen

I en rumtemperatur på 22 grader tager det omkring 30 minutter for en flaske vin på 16 grader at komme op over de 19 grader, hvor skaderne begynder at ændre vinen radikalt. Vi har testet, hvor lang tid det tager for en vin fra køleskabet eller vinskabet at komme op i korrekt drikke temperatur.

En flaske vin, der tages ud fra køleskabet ved omkring de 5 grader, vil være omkring de 18 grader efter ca. 2 timer, hvoraf den vil være mellem de 16 og 18 grader i de sidste 20 minutter. Vi kan efter den grundige test se, at det tager ca. 10 minutter for hver grad vinen løftes i temperatur, når den tages fra køleskabet og stilles i stuetemperatur. 

Vinskolen anbefaler en opbevaringstemperatur på omkring de 10 grader i et vinkøleskab, hvis man generelt ønsker at nyde vinen køligt og opleve den udvikle sig op gennem temperaturen til omkring de 16 grader, hvor langt de fleste vine har nået sit ypperste potentiale. Det tager ca. 60 minutter for en vin i flaske at nå fra 10 til 16 grader. 

Hvis man venter med at skænke vinen i glasset til den er 16 grader, så vil der kun gå ca. 15 minutter, før vinen allerede er på vej over de 18 grader, mens vinen i flasken kun vil være kommet over de 17 grader. Derfor er det en god idé kun at skænke lidt vin i glassene ad gangen, da vine i glasset hurtigt bliver varmere end vinen i flasken. Det handler om at holde den ønskede og optimale temperatur på vinen længere, så man kan nyde den korrekt til maden mere end kun de 15 minutter. 

Det er en god idé at sætte rødvinen ind i køleskabet en stund, når den har nået niveauet omkring de 16 grader. Derefter kan der skænkes lidt af den køligere vin op i glassene med den mere tempererede vin og derved holde temperaturen i det ønske leje under hele middagen. 

Vin på en flaske tager ingen skade af at blive nedkølet før brug – evt. i en fryser eller i en spand med is og vand. Vinen skal nok blive varmere i glasset på relativt kort tid. Men det er noget vanskeligere at få temperaturen ned, når vinen først er skænket i glasset.

Når rødvinen er for varm på restaurant

Få en vinkøler til rødvinen, så den hurtigt køles ned til korrekt drikketemperatur i en spand med is og masser af vand, så det iskolde vand omslutter hele flasken og nedkøler hurtigt og effektivt.

Det tager kun omkring 10-15 minutter at få vinen justeret ned i temperatur, og så kan flasken tages op og ned i køleren efterfølgende, så man kan nyde vinen i den rigtige temperatur under hele middagen.

Nyd den kølige rødvin til både fisk og kød

Nyd den kølige rødvin omkring de 10 grader til fiskeretten – og ta’ flasken op fra køleren en stund inden kødretten, så den stille og roligt kommer op til de ca. 14-16 grader, som vil være perfekt til hovedretten. Alternativt kan vinen holdes omkring de 12-14 grader, hvis den evt. skal kunne passe godt til både fiske- og kødretten samtidigt.

Det er bedre at servere vinen lidt for kold end for varm. Vinskolens anbefalede serveringstemperatur:

  • Lette og frugtige hvidvine uden fad, 6-10 grader.
  • Medium til fyldige hvidvine med fad, 8-12 grader.
  • Lette og frugtige samt yngre vine uden for meget fad, 12-15 grader.
  • Medium kraftige vine med let syre og en anelse fad, 14-16 grader.
  • Kraftige oversøiske vine med masser af frugt og power, 12-15 grader.
  • Kraftige vine med masser af fad skal ikke være for kolde, 14-16 grader
  • Dessertvine, alt efter alkoholstyrke og sødme, 6-12 grader. 

Karaffel

Hold temperaturen nede, når du lufter vinen på karaffel. Regn med, at vinen kan stige op til mellem en og to grader på 10 minutter, alt efter, hvor meget luft vinen får på vej end i karaflen. Hvis du ønsker at lufte vinen på en karaffel i 30 minutter og servere den ved 15-16 grader, så skal du starte med en vin på omkring de 10-12 grader.

Temperatur for lagring af din vin

Sørg for, at vinen ligger mørkt og uden store temperatursvingninger. Anbefalet temperatur for de vine, som du ønsker at gemme i vinkælderen eller i vinskabet:

  • Kort tid på lager, hvor du ønsker, at vinen fortsat skal modnes på flasken 13-15 grader.
  • Længere tid på lager, hvor du ønsker en langsom modning af de vine, der er ved at nå toppen i udviklingen 10-13 grader.
  • Længere tid på lager, hvor du ønsker at stoppe modningen af de vine, der er ældre og har nået toppen 6-10 grader. 

Mest læste artikler