Test: Fem postkasser i forskellige størrelser

Ved udgangen af i år skal alle huse i Danmark have postkasse ud til skel med adgang fra offentlig vej eller privat fællesvej. Derfor skal en masse villaejere ud og investere i en postkasse. Vi har testet fem postkasser for de mest basale funktioner og krav, der kan stilles til en postkasse, og de har alle fem bestået testen.


Alle fem postkasser bestod testen
Testvinderen er rummelig, meget nem at tømme, har et stort indkast til glæde for postbudet og har desuden en meget simpel, men effektiv nytårssikring.

Tre krav til postkassen
Vi stillede tre krav til postkassen: Den skal være nem at tømme og låse igen, selv med favnen fuld af post. Den skal holde tæt selv i voldsom regn, og det skal være muligt for avisbudet at aflevere en søndagsavis.

Sådan testede vi

Vi prøvede postkasserne med et brev i C5-størrelse, et i A4-størrelse, et post­kort, en Politiken søndag og et stort magasin, som vores egen post siger, er svært at aflevere. Vi har ikke testet holdbarhed og montering eller bedømt design, ligesom det ikke tæller ekstra i testen, at postkassen evt. kan bruges som pakkepostkasse.

Karakterskalaen

Der gives 1-5:
1. Skuffende
2. Tilfredsstillende
3. God
4. Meget god
5. Suveræn

Testens billigste
Allux Model 7000  Foto: Allux – brevkasse
Pris: 1.049 (galvaniseret)
Karakter: 3
Forhandler: Byggemarkeder
Materiale: Galvaniseret stål (eller lakeret).
Farve: Galvaniseret og flere farver eller kombinationer
Størrelse: h 510 mm, b 320 mm, d 195 mm.
Brevindkast: b 292 mm, h 30 mm + et større rum til aviser/reklamer.
Lås: Ruko-lås
Bedømmelse: Testens mindste og billigste postkasse, der dog klart opfylder de stillede krav tilfredsstillende. Brevindkastet er en smule smalt i sammenligning med de andre, men da der er et separat rum til reklamer og aviser, er det ikke noget problem for postbudet. Postkassen er nem at åbne og tømme. Dog skal den tømmes ad to omgange, nemlig breve ved at åbne frontlågen med nøglen og så aviser/reklamer ved at åbne toplågen. Det er dog hurtigt at vænne sig til. Eneste anke er, at selvom rummet til breve er sikret med en ruko-lås, så er det ganske simpelt, selv for en voksen mand at fiske et A4-brev op af postrummet, ligesom en evt. avis heller ikke er sikret mod lange fingre.

Redaktionens testvinder
Postopak Pop55 – brevkasse Foto: Postopak Pris: 2.295 kr
Karakter: 5
Forhandler: Postopak.dk
Materiale: Pulverlakeret aluzink. stålplade.
Farve: Mørk grå.
Størrelse:
h 470 mm, b 470 mm,
d 280 mm – 55 liter Brevindkast: b 325 mm, h 38 mm.
Lås: 6-stiftet Ruko-lås.
Bedømmelse: Der var ingen problemer for hverken post- eller avisbud ved afleveringen. Postkassen er meget rummelig, og kan sagtens rumme flere dages post, aviser og reklamer.
Når den skal tømmes, er der en stor og meget funktionel åbning, og lågen går let og kan sagtens håndteres med én hånd. Postkassen virker utrolig stabil og behagelig at benytte, og det er nemt straks at få et overblik over indholdet, og det er nemt at tage ud. Postkassen kommer desuden med en supersimpel, men meget effektiv nytårssikring, hvor en tynd låsepind i metal meget nemt sættes på plads og effektivt blokerer brevindkastet. Redaktionens testvinder.


Både til breve og pakker

Allux Model 800 – pakkeposkasse
Pris: 1.499 kr
Karakter: 3
Forhandler: Byggemarkeder.
Materiale: Galvaniseret stål.
Farve: Flere forskellige.
Størrelse: h 960 mm, b 390 mm, d 280 mm.
Brev-/pakkeindkast: h 115 mm, b 300 mm d 330.
Lås: Ruko-lås.
1107 Hører til print: Tag godt imod postenBedømmelse: Har ét indkast, der både er til aviser, breve og pakker, og det gør det nemt for budene, ikke mindst fordi det samtidig er meget rummeligt. Når postkassen skal tømmes, er lågen nem og solid at betjene, men bunden i rummet skråner udad, så det gælder om at være lidt hurtig, hvis indholdet ikke skal falde ud på jorden. Dette kan ikke mindst være et problem, hvis postkassen rummer flere dagens post, aviser og reklamer, for den er meget rummelig.Til gengæld er der tale om en pakkepostkasse, der ikke koster ret meget mere end en almindelig postkasse.

Den mindste pakkepostkasse
Pelikan – pakkepostkasse
Pris: 2.200 kr.
Karakter: 4
Forhandler:
Pelikanpost.dk
Materiale: Stål, overflade-behandlet til C4 høj.
Farve: Sort, hvid eller grå, men kan mod merpris fås i alle ralfarver.
Størrelse: h 540 mm, b 400 mm, d 270 mm – dvs. den kan rumme 40 l.
Brevindkast/pakkeindkast: h 170 mm, b 350 mm.
Lås: 6 stiftet cylinderlås.
Bedømmelse: Pelikan er testens mindste pakkepostkasse. Den er ikke meget større end en almindelig postkasse, men har pakkeindkast, der er meget fikst.
Pakkeindkastet er dog af det tungeste i testen, og brevindkastet er temmelig smalt, men det tykke magasin kan gå ind på langs, og postbudet kan vælge at bruge pakkeindkastet i stedet. Indholdet lander i samme rum. Postkassen er nem at tømme – også med én hånd. Pelikan postkassen er en fin mellemting mellem en almindelig rummelig postkasse og en stor pakkepostkasse, og så er den udviklet af et tidligere postbud.

Måske postbudenes fortrukne model Mefa Oak Mefa Oak 480 – pakkepostkasse
Pris: 2.700 kr.
Karakter: 4
Forhandler: Byggemarkeder.
Materiale: Pulverlakeret galvaniseret stål.
Farve: Sort struktur.
Størrelse: h 978 mm, b 410 mm, d 390 mm – 115 liter.
Brevindkast: h 38 mm, b 320 mm
Pakkeindkast: h 280 mm, b 380 mm, d 210 mm.
Lås: 6-stiftet Ruko-lås eller vridlås.
Bedømmelse: Avis- eller postbud har to valgmuligheder – nemlig et rummeligt postindkast eller et meget rummeligt pakkeindkast, så denne må bestemt være budenes foretrukne model.
Tømningen er også nem og enkel, da alt lander i samme meget rummelige rum. Lågen går let, og der er masser af plads til at tage indholdet ud. På grund af rummeligheden skal du dog lige bukke dig, når indholdet skal ud. Til gengæld skal ferien være meget, meget lang, hvis postkassen skal fyldes op. Her behøver du ikke få naboen til at tømme postkassen i ferien, heller ikke selvom du skulle få en uges aviser, reklamer, post og et par mindre pakker.

Mest læste artikler