Tre kendte DR-værter om deres juletraditioner

Tre kendte fra ligeså kendte DR1-programmer, Rie Helmer, Peter Ingemann og Anne "Annemad" Hjernøe fortæller om de bedste ting ved deres hjem og hvad der ikke skal mangle til deres jul.

Anne Hjernøe fortæller om de bedste ting ved deres hjem

Anne Hjernøe fra DR1’s “AnneMad”:

Mit bedste måltid…
– en rugbrødsmad med karrysild kan efter en lang rejse være lige så god som den store tasting menu på The Fat Duck. Det handler om selskab og momentum. En juleaften tilberedte jeg friskfangede fisk over bålet på en strand i Latinamerika, en anden gang spiste jeg julemiddag foran pejsen i uendelig godt selskab i Vermont.

Det vil jeg ikke undvære i mit køkken…
– hele krydderier som nelliker, kanel og kardemomme – ristet på en tør pande. Jeg elsker duften og smagen. De får hele huset til at dufte af jul.

Det ønsker jeg mig til mit køkken…
– en pejs/brændeovn/masseovn, hvor jeg kan se åben ild, og somjeg kan lave mad i.

Ingen jul uden…
– skønne måltider med familie og venner. Gerne startende med en lang gåtur i sneen i skoven. En dag, hvor de voksne kan sidde og snakke i timevis over maden, mens ungerne bygger snemænd og laver sneboldkamp og kommer ind med røde kinder.

Peter Ingemann,
vært på DR1’s Hammerslag:

Peter Ingemann er vært på DR

Det jeg holder mest af ved mit hus…
Jeg er til minimalisme: Store vinduer, stål og rene linjer. Vores hus passer heldigvis til stilen – ren funkis.

Ingen jul uden…
– gåsesteg, og det er mig, der laver middagen. Vi får besøg af familien, hygger os med god mad og et godt glas rødvin. Ingen stress – og vi nøjes med første og sidste vers af julesangene. Så er det på plads. Til gengæld holder både bedsteforældre og søskende af at være hos os. Ja, de står lidt i kø …

Bedste tradition…
– for mig er julen noget med lys. De giver stemning både ude og inde. Vi tænder også op i brændeovnen. Og så har vi alle sådan en hyggelig følelse af at sidde i en lun pose.

Det ønsker jeg mig til huset…
– jeg drømmer om en fed 8 x 4 meter svømmepøl, der står varm og indbydende fra april til oktober. Den er selvfølgelig opvarmet via et solcelle-system på taget. For vi skal selvfølgelig tænke på miljøet. Men jeg kan da også nøjes med en fjernstyret garageport.

Foto: DRRie Helmer, studievært på Aftenshowet, DR1:

Jeg er vild med min stue, fordi …
– det er her hele familien slapper af. Her er en fin lille karnap og meget lyst, fordi vi bor højt oppe. Både tv og sofa står i stuen, så det er her, der kan læses bøger, aviser og  “stenes til” gode tv-serier.

Det dejligste jeg har i stuen er…

– en lysekrone formet som en buket blomster. Den fik jeg af min far og hans familie, da jeg blev 40.

Næste gang jeg  skal købe noget til stuen, vil jeg…
– købe et stort maleri. Vi er faktisk ikke så meget til puder og pynt – min mand får fnidder af  stablede chabby-chik vattæpper og nips, og jeg kan også selv bedst lide meget lys og luft.

Ingen jul uden…
– mit krybbespil, købt i den lille sydfranske by Callas på vores bryllupsrejse. Figurerne er håndlavede og kostede en formue. Jeg bilder mig ind, at vores nu store børn altid vil forbinde dem med jul og huske tilbage på krybbespillet med vemod og lykke. Men måske er det kun moderen, der har et sentimentalt forhold til små lerfigurer i vindueskarmen?

Mest læste artikler