Kan man smage forskel på de forskellige salttyper?

Salt, bordsalt, havsalt, Maldon salt, sydesalt, livets salt, det hvide guld – kært barn har mange navne. Men hvad er salt egentlig, og er der forskel på de forskellige salttyper?


Kan man smage forskel på salt?

Kan man virkelig det? Saltentusiaster påstår, at det kan lade sig gøre, men rent kemisk er der meget lidt forskel på saltene – det er mest indholdet af magnesiumklorid, der varierer, og magnesium er lidt bittert. Men… Blindtests viser, at det er meget svært at smage forskel.

Kokke kunne ikke…

I 2001 afholdt Meyers Madhus en blindtest for kokke og andre madglade mennesker. De forskellige salte blev knust i en morter, så ingen af saltprodukterne kunne genkendes på udseendet. Resultatet var, at ikke en eneste kok eller anden almindelig dødelig kunne smage forskel på de forskellige typer af salt

Billig salt er også godt

Det forholder sig på en anden måde, hvis saltet ikke er kværnet. Det opleves nemlig meget anderledes at få et stort saltkrystal i munden. Derfor kan man godt have ekstra fornøjelse og en anden sanseoplevelse ved at drysse kartoffelmaden med salt fra Læsø eller med Maldon salt. Når det gælder gryderetter eller kogning af kartofler, er der derimod ingen grund til at bruge det dyre sydesalt. Her fungerer helt almindeligt kogesalt lige så godt.

Salt i lønningsposen

Igennem årtusinder har mennesket opdaget og eksperimenteret med saltets egenskaber: til konservering af mad, garvning af huder, og selvfølgelig til krydring af mad. De romerske soldater fik en del af deres løn udbetalt i salt, deraf stammer ordet salær faktisk. Iøvrigt hedder salt næsten det samme over hele verden: salt, salz, sel, sal, sale og på latin salinae. 

 
Produktion af sydesalt på Læsø. Foto: Visit Denmark.  

Hvad er salt?

Salt er i sin rene grundform natriumklorid. Det er det vi kender som kogesalt eller bordsalt. Alle andre mineraler er fjernet på saltfabrikationen. I “vild” tilstand består salt også af magnesiumklorid og andre komponenter, afhængig af hvor det kommer fra. 

Hvad er stensalt?

Stensalt er næsten magen til kemisk fremstillet salt. Det indvindes i store salthorste. En salthorst er dannet, hvor havvand blev “fanget” i et gigantisk inddampningsbassin og efterhånden fordampede. Processen stod på i millioner af år, laget blev meget tykt, og senere blev det dækket af andre aflejringer. Man vasker saltet ud med vand, og inddamper det.

Foto: Visit DenmarkHvad er sydesalt?

Sydesalt er fremstillet af inddampet havvand, der foruden natriumklorid indeholder bl.a. magnesiumklorid, calcium og mineraler. I Danmark har vi haft saltsydning på Læsø gennem mange hundrede år.

Saltlagen stammer fra havets oversvømmelser af lavtliggende strandenge. Lerlag forhindrer, at saltet skylles væk. Saltlagen suges op, sydes og krystalliseres i store åbne jernpander over åben ild.

Havsalt eller Guerande Sel

Guerande Sel er blevet fremstillet igennem 1000 år i det sydlige Bretagne. Havvand ledes ind i bassiner, hvor solen fordamper og krystalliserer saltet. 

Hvad er Maldon Seasalt?

Maldon salt kommer fra byen Maldon i Essex i det sydøstlige hjørne af England. Maldon Seasalt har være fremstillet siden 1880’erne. Arkæologer har fundet rester af saltfremstilling på stedet fra det 5. og 6 århundrede. Saltet er smukt hvidt og i fine flager.

Mest læste artikler