Nemme brød på bål eller grill

Nu får snobrødet kamp til stregen. Det tager bare 10 minutter at bage de sunde brød med fyld.


Der skal ikke meget til for at du kan dufte nybagt brød i haven. Oven i købet kan du bruge de rester, du måtte have i huset til formålet. Nemmere kan det ikke blive.

Det er en fordel at samle dejen og lave grøntsagsfyldet i forvejen, så kan resten af processen foregå udenfor ved havebordet eller bålet – og ungerne vil elske at være med til at forme, fylde og bage. Skal der være lidt til den søde tand, kan det sunde fyld erstattes af chokoladepålæg evt. rørt sammen med hakkede nødder eller mandler.

Læs også: Så nemt laver du din egen heks til sankthans

Til dejen skal du bruge

  • 250 g hvedemel
  • 250 g fuldkornsmel, kerner eller andet efter smag
  • 50 g gær (kan erstattes af bagepulver)
  • 3 dl vand
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. sukker
  • 2 æg
  • 2 spsk. olie
  • Lidt olie, når brødene skal bages.

Til fyldet skal du bruge

  • Revet gulerod
  • Revet agurk
  • En håndfuld bønnespirer
  • Krydderier efter smag

Det handler i virkeligheden om at bruge de grøntsager, du allerede har i huset. Kan grøntsagen ikke rives, skæres den i små stykker. Husk blot, at der ikke må være meget væde ved grøntsagerne.

Læs også: Muffins med banan og chokolade

Det skal forberedes inden I går i haven

Rør gæren ud i lidt lunkent vand. Tilsæt vand, sukker, salt, olie og æg. Tilsæt meltyperne lidt efter lidt, til dejen er samlet – men gerne lidt fugtig. Lad hvile under et fugtigt klæde i minimum 30 min. Riv de udvalgte grøntsager, bland dem godt i en skål og krydr efter smag.

I haven

Tænd grillen eller forbered bålet og den grillpande eller plade, brødene kan bages på. Slå dejen sammen og del den i 10-12 stykker. Stykkerne formes til kugler, der rulles ud (evt. med en flaske) til flade (gerne tynde) pandekager. Læg et par skefulde fyld på den ene halvdel af brødet. Fold brødet om fyldet. Med en gaffel trykkes kanten godt sammen. Gaflen må gerne efterlade pyntelige streger.

Nu er brødene klar til varmen. Fordel lidt olie på pladen, og anbring brødene. Vend gerne et par gange under bagningen. Afhængig af størrelse tager det ca. 10 min. at bage et brød. Når du banker på brødet, og det lyder hult, er det færdigt.

Mest læste artikler