Sådan laver du chokolade og marcipan fra bunden

Lær lidt om chokoladens historie og se, hvordan du selv kan lave den søde sag. Du får også tips til at lave lækker hjemmelavet marcipan.

Nyd chokolade med god samvittighed

Den svenske botaniker Carl von Linné gav i 1700-tallet kakaotræet det græske navn Theobroma Cocoa, hvilket betyder Gudernes føde. Det giver derfor god mening, at mange mennesker er forfaldne til de søde, mørke guddommelige chokoladestykker. 
  
Hvis mørk chokolade er en af dine laster, så kan du fra nu af slette den fra listen over dårlige vaner. God mørk chokolade er nemlig sundt. Lys chokolade indeholder for meget mælkefedt og sukker og for lidt kakao. Gå som tommelfingerregel efter chokolade med en kakaoprocent på 70 eller derover. Det er i kakaoen, alle de sunde stoffer sidder.

Hvad er chokolade egentlig?

Over 400 forskellige smagsnuancer giver tilsammen smagen af kakao. Chokolade er lavet af kakaosmør, som er presset ud af kakaobønner, som vokser på kakaotræet. Kakaobønnen er egentlig en frugt, og både frugten og træet er mildest talt speciel.

Blomsterne, som senere bliver til bønner, sidder nemlig direkte på stammen og ikke på grenene, som frugter ellers normalt gør. Noget andet særligt ved kakaotræet er, at det hele tiden bærer både blomster, modne frugter og umodne frugter, hvilket gør plukningen ekstra besværlig.

Vidste du…

Når du sætter tænderne i et stykke god mørk chokolade, er det essensen af en flere tusind år gammel udvikling, du dér kan nyde i én mundfuld?

Ca. 600 f. Kr. begyndte mexikanske indianere at dyrke kakaobønner. For ca. 1.000 år siden blev kakaobønner brugt som møntenhed i Mellemamerika. Og for ca. 500 år siden hjembragte Columbus de første kakaobønner til Europa. I de første par hundrede år var kakao noget, man nød i en drik. Først for ca. 200 år siden begyndte man at producere spisechokolade.

Sådan laver du hjemmelavet chokolade

Opskrift på hjemmelavet chokolade.

Det skal du bruge:

  • 500 g kakaosmør
  • 1 glas akaciehonning
  • 1 pakke kakaopulver (250g)
  • Korn fra 1 stang vanilje.
  • Evt. hakkede mandler, reven appelsinskal
  • 1 stor og 2 små gryder
  • Termometer, si, grydeske, piskeris, bagepapir og tynde bomuldshandsker

Sådan gør du

  1. Fyld den store gryde ca. halvt op med vand, som opvarmes til 60º. Sluk for varmen.
  2. Sæt den lille gryde over vandbadet og smeltkakaosmørret. Det må IKKE overstige 50º.
  3. Hæld honningen i den anden lille gryde og varm også den op over vandbad til 50º.
  4. Hæld kakaosmørret i honningen og pisk massen sammen.
  5. Si kakao og vanilje gennem en sigte ned til honning og kakaosmør og rør sammen og pisk til en ensartet masse. Kommer temperaturen under 40 grader, bliver chokoladen grynet og svær at arbejde med. Hold øje med temperaturen.
  6. Hæld chokoladen i et kræmmerhus af bagepapir og sprøjt den ud i forme. Du kan også sætte den i små toppe på bagepapir med en teske.
  7. Drys evt. med hakkede mandler eller appelsinskal.
  8. Sæt chokoladen i køleskab eller fryser, indtil den er størknet (tager ca. 10-15 min.)

Den hjemmelavede chokolade anbringes i forme.

Den hjemmelavede chokolade opbevares i kagedåse eller syltetøjsglas tørt, mørkt og køligt (ikke i køleskab). Brug evt. tynde bomuldshandsker, når du rører ved de færdige chokolader, så undgår du at sætte fingeraftryk.

Sådan laver du hjemmelavet marcipan

Opskrift på hjemmelavet marcipan.

Sådan gør du:

  1. Tag 500 g usmuttede mandler og 1 glas akaciehonning (400 g).
  2. Hæld honningen i en gryde, skru helt op for varmen og hold øje med honningen. Når den koger, stiger den i gryden.
  3. Hæld mandlerne i og sluk. Rør i massen, indtil den er kølet af.
  4. Kør massen igennem en kødhakker – lidt ad gangen, og ælt massen. 

Opbevares i pergamentpapir eller i et glas. Tril evt. til kugler, som dyppes i chokolade.

Se også: Opskrift på en nem og svampet chokoladekage

Mest læste artikler