Brændte mandler, søde eller saltede – 2 nemme opskrifter

Har du brug for en hurtig opskrift på brændte mandler, så finder du her både en opskrift på saltede mandler med kun tre ingredienser bagt i ovnen og på søde karameliserede mandler lavet på panden.

Hjemmelavede brændte mandler

Brændte mandler er lækre i et kræmmerhus, når man er på strøgtur, på et julemarked eller i delikatesseafdelingen i supermarkedet. Men brændte mandler er også nemme at lave selv og have de stående i et glas med låg som snack.

Her er de klassiske opskrifter på brændte mandler – de søde og de salte. Lav dem, du mest holder af, eller lav dem begge to – det er der helt sikkert ingen af dine venner eller fra din familie, der vil bebrejde dig. 

Brændte saltede mandler 

 
Saltmandler er en nem og sund snack.  

Saltede mandler er uhyre nemme at lave. Du behøver kun 3 ingredienser:

  • 200 gram mandler
  • 3 spsk salt 
  • 2 dl kogende vand

Sådan laver du saltede mandler i ovn

Kog vandet og hæld det over i en skål.

Hæld saltet ned i vandet og lad det under omrøring blive opløst deri.

Læg mandlerne i blød i saltvandet i 20 minutter.

Fordel mandlerne på et stykke (svanemærket) bagepapir

Sæt mandlerne ind i en forvarmet ovn på 175 grader.

Bag dem i ca. 20 minutter.

Ekstra tips: saltmandler med smør

Du kan tilføje lidt smør til mandlerne. Det er ikke nødvendigt, for der er naturlig olie nok i mandlerne til, at de bliver gennembagt. Gør det for smagen.

Fordel smørret i små stykker henover mandlerne, inden de kommer ind i ovnen.

Vend mandlerne i smørret, når smørret efter kort tid er smeltet.

Lad mandlerne bage færdig. 

Brændte mandler med sukker

Brændte søde mandler.  
Brændte søde (karameliserede) mandler.  

  

Søde brændte mandler kan tilberedes med brug af en ovn undervejs, men også 100 procent på panden.

Med kun vand, sukker og mandler kan du nemt fremtrylle et lækkert karameliseret lag omkring mandlerne. Det kræver blot lidt omtanke med temperaturen.

Det skal du bruge

  • 200 gram mandler
  • 2 dl sukker
  • 2 dl vand

Sådan laver du karameliserede brændte mandler

Hæld de tre ingredienser ned i panden. Rækkefølgen er ligegyldig.

Skru op på forholdsvis høj varme under panden.

Vend mandlerne regelmæssigt i sukkerlagen.

Når vandet næsten er ved at være kogt fra, vil sukkerlagen blive til sukker igen. På dette tidspunkt skal du skrue ned for blusset til svag varme. 

Det er nu, sukkeret begynde at forvandle sig til karamel og skabe et karameliseret lag omkring mandlerne. 

Når mandlerne er færdigkarameliserede eller færdigbrændte, fordeles mandlerne på et stykke bagepapir.

Sørg for at skille mandlerne ad, mens det endnu kan lade sig gøre.

Lad dem køle af.

Værsgod: Hjemmelavede søde og brændte mandler.

Mest læste artikler