Familieferie til søs uden de store forhindringer

Båden er pakket, ungerne stoppet i redningsvesten, provianten stuvet, og alt er klar til ferien. Men hvor skal vi hen?



Ferier med børn kræver ro og legemuligheder
Parferier går normalt ud på at finde de smukke, idylliske steder, men med børn ombord er det lidt andre krav, der stilles. Ikke for lange sejladser, legemuligheder i land og ikke mindst legekammerater.

Sejl ikke mere end fire timer
En god regel er at finde et område, hvor der ikke er for langt mellem havnene. Sejldage under fire timer er optimalt. Transportsejlads er bedst om natten, når børnene sover.

Planlæg, hvad I gerne vil se
Området ved Als er smukt, og sejladsen er stort set i beskyttet farvand. Havnene ligger som perler på en snor, og hverken Flensborg eller det sydfynske øhav er langt væk.

Havnene kan være optaget
I Øresund er der masser af havne, men det kan knibe med at finde ledige havnepladser i højsæsonen. Det er en god idé at komme i havn senest kl. 15. Det er tidligt, men netop fordi havnene ligger tæt, er sejladserne korte. Næsten alle øresundshavnene har gode muligheder for badning, børneleg og indkøb.

Kapsejladser er en oplevelse
Sommeren over afholdes der kapsejladser rundt omkring, hvilket er spændende at se på. Husk ikke at komme for tæt på kapsejladsbanen, så I ligger i vejen for de konkurrerende.

Sømærker og havnelods
Staten vedligeholder de store sejlruter, men de små havne skal afmærke lokale områder selv. Din GPS kan stå af, så det er vigtigt, at dine søkort er med, og er opdaterede. Stol ikke på, at alt er afmærket, og tag ikke chancer, brug din sunde fornuft.

Tjek havnelodsbogen
Havnelodsen er uundværlig. I havnelodsbogen finder du alle oplysninger om, hvor dyb havnen er, besejlingsforhold, hvor havnefogeden bor, hvor du får brændstof, bade- og indkøbsfaciliteter og meget, meget mere.

Husk

  • Spillekort
  • Gameboy
  • Fiskenet og -stænger
  • Det foretrukne legetøj
  • Mad, dybfrossen, til de første par dage
  • Slik og kager
  • Bogen Havnelods
  • Opdaterede søkort
  • Redningsveste til alle
  • Gå tidligt i havn og få en god ankerplads

 

Mest læste artikler