Salater med Claus Meyer

Fokus på lækre og mættende salater i ny opskriftsbog fra tv-kokken Claus Meyer.


Dressinger af olie og eddike
Claus Meyer byder velkommen til sit salatværksted med en introduktion til forskellige olier og eddiker, som er essentielle for at lave en god salat. Han gennemgår egenskaberne ved de enkelte varianter og giver gode råd til, hvilke der skal bruges hvornår.

Du får også nogle af hans egne opskrifter på klassikere som Thousand Island og Cæsardressing, men også nye typer som rygeostdressing og Bluecheesedressing.

Sæsonens salater
Bogen er inddelt efter årstiderne og giver bud på, hvilke salater, du kan spise henholdsvis forår, sommer, efterår og vinter – alt efter, hvornår råvarerne er på sit højeste. En af sommerfavoritterne er eksempelvis vandmelonsalat – nem og enkelt.

Vandmelonsalat med feta og oliven
1/2-1 vandmelon, alt efter størrelse
1 håndfuld rucola eller spæde mælkebøtteblade
1 mildt sommerløg
50 gode oliven uden sten

Desuden:
100 g feta
Havsalt
Friskkværnet sort peber
3 spsk. sherryeddike
1/2 dl af din bedste olivenolie

Salat:
Befri melonen for skal, og del frugtkødet i ikke for fine stykker.
Skyl rucola eller mælkebøtteblade, og slyng bladene tørre i en salatslynge eller et viskestykke.
Pil sommerløget, og skær det i fine tern, og skær olivenene i skiver.

Bland forsigtigt melon, rucola og løg, og bred det ud på et stort fad. Smuldr feta over salaten, og fordel også oliven og rucola over den. Krydr med salt og friskkværnet peber, men pas på med saltet, da feta kan vlre meget salt. Afslut med at dryppe eddike og olie over salaten.

Claus Meyers Salatværksted, 224 sider, 270 kroner, Lindhardt og Ringhof.

Mest læste artikler