Rejer i Hvidløg og andre opskrifter fra Spise med Price sæson 2

"Rigeligt med smør" er brødrene Prices motto i køkkenet. "Rigeligt med hvidløg" kunne være et andet. Alle opskrifterne fra sæson 2 er nu samlet i en lækker og underholdende kogebog. Her er opskriften på Rejser i Hvidløg.


Rigeligt hvidløg – og rejer

Rigeligt med smør, men også rigeligt med hvidløg. Brødrene Price dedikerede et helt program til hvidløg i sæson 2 af tv-programmerne. Der blev serveret kylling med 50 fed hvidløg, rejer i hvidløg og sågar en hvidløgsis i det program.
Alle disse opskrifter er samlet i en kogebog, som ligeledes indeholder flotte desserter, skaldyr en masse og mad, som vor mormor lavede den. Her er opskriften på Rejer i Hvidløg

Gambas al ajillo (Rejer i Hvidløg)

Til 4 personer

1 stor pose rå tigerrejer
1 bundt bredbladet persille
Tørret chili efter smag
ca. 20 fed hvidløg
2 dl olivenolie
Evt. en klump smør

Sådan gør du

Pil skallerne af rejerne. Hak persillen groft. Pil ufattelige mængder hvidløgsfed, og skær dem i tynde skiver.

Varm olien op i en pande, til den er meget varm. Kom hvidløgene ved, og steg dem et øjeblik, til de lige begynder at tage lidt farve. Kom tørrede chiliflager ved og derpå rejerne, som steges, til de er smukt lyserøde. Kom persillen ved, og sving evt. en lille klump smør i til sidst. Smag til med salt, og servér dine Rejer i Hvidløg øjeblikkeligt, mens den er rygende varm.

Godt brød til at svuppe hvidløgsolien op med er nødvendigt. Og spandevis af kold hvidvin.

Spise med Price sæson 2 af Adam og James Price, Lindhardt og Ringhof, 176 sider, 300 kroner.

Mest læste artikler