Ny bog tager dig med til Umbrien – Italiens grønne hjerte

Hvis du som parret Lise og Kristian Septimius Krogh, er forelsket i Italien og italiensk mad, vil du helt sikkert synes om den nye bog "Italiens hjerte - mad og mennesker". Den rigt illustrerede bog tager dig med på besøg hos 12 fødevareproducenter, og du får en lang række opskrifter fra et dansk par, der har slået sig ned i Italien. Få en opskrift på pasta på emmer med pesto og valnødder.


Mød 12 passionerede fødevareproducenter

Foto: Kristian Septimius KroghI bogens første del, “Besøgene”, bliver læseren taget med ud til producenterne af alt fra olivenolie til ost og hører om deres passion og produktionsmetoder. I afsnittet om markeder kan man næsten dufte de friske grøntsager og krydderurter, og i afsnittet om trøfler kommer vi tæt på trøffeljægeren og hans hund, hvis fornemste opgave det er at finde de små knolde i jorden.

Dansk par med stor kærlighed til Italien

Bogens forfatter Lise Septimius Krogh har været fascineret af Italien, siden hun var der første gang som barn. På en af sine utallige rejser til landet har hun været i Umbrien, som denne bog handler om. Manden Kristian, som er professionel fotograf, fulgte med og har taget de mange flotte billeder til bogen. Selv kalder forfatteren bogen for “en lille madudflugt”.

Italienske opskrifter med et twist af Skandinavien

I Umbrien mødte Lise Septimius Krogh det danske kokkepar Lisbeth Aller og Thomas Tviis Hansen. De er tidligere indehavere af restaurant Fiasko i København, men har nu slået sig ned med kogeskole og B&B i Umbrien. De to står bag bogens 80 opskrifter med inspiration fra hele Italien tilsat lidt frisk nordisk lethed. De giver dig opskrifter til enhver lejlighed uanset om den står på fler-retters middag, picnic, snacks eller brød.

Bogen er en rigtig god blanding af reportager, flotte billeder og inspiration til selv at gå i køkkenet.

Lise Septimius Krogh og Kristian Septimius Krogh
Italiens hjerte – mad og mennesker
Gyldendal
240 sider, vejl. pris 349,95

Få opskriften på pasta med valnøddepesto på næste side.

#br

Ciriole di farro al pesto di noci fresche/
Pasta på emmer med pesto af friske valnødder

Foto: Kristian Septimius KroghDe bedste valnødder fås først på sæsonen, der begynder i slutningen af september. Server dem for eksempel til ost, hvor gæsterne selv sidder og knækker nødderne. De friske valnødder har en meget sprød og saftig konsistens, og de fleste brune hinder er til at fjerne, så de bliver mindre bitre. Almindelige valnødder kan også bruges.

Ciriole er en typisk, umbrisk pasta. Den er en lidt kortere og tykkere version af fettucini. Andre former for båndpasta kan også sagtens bruges, ligesom almindelig pasta kan bruges i stedet for pasta på farro. Brug en morter til pestoen.

50 g brød, uden skorpe og revet i mindre stykker
1 dl mælk
600 g friske valnødder
1 fed hvidløg
1 lille håndfuld bredbladet persille
grofthakket
½ dl ekstra jomfruolivenolie
25 g parmesan, revet
1 lille håndfuld basilikum, grofthakket
400 g ciriole di farro (pasta på emmermel)
25 g blødt smør
salt og peber

Udblød brød i mælk 10-15 min. Knæk valnødder og fjern skaller og de fleste af de bitre, brune hinder. Stød valnødder, hvidløg og lidt salt sammen i en stor morter. Tilsæt persille og stød det godt sammen.

Pres mælken ud af brødet og gem den. Brødet tilsættes valnøddeblandingen. Stød det hele godt sammen og tilsæt olivenolie og lidt af mælken, indtil konsistensen er cremet. Tilsæt parmesan og basilikum og smag til med salt og peber.

Bring en stor gryde saltet vand i kog og kog pastaen al dente efter anvisning på pakken. Hæld valnøddeblandingen i en anden stor gryde, tilsæt ca. 1 dl pastakogevand, så konsistensen bliver lind.
Dræn den kogte pasta og hæld den over i gryden med valnøddepesto. Tilsæt det bløde smør og vend rundt. Server med det samme på varme tallerkener eller fad.

 

Mest læste artikler