6 typer ekstraudstyr du bør unde dig selv

Skinnende fælge, køleskab, soltag og læderindtræk står ofte på ønskelisten over ekstraudstyr, når du handler bil. Men hvis du gerne vil højne din og familiens sikkerhed på landevejen, så bør de byttes ud med nogle helt andre produkter. 


Øg familiens sikkerhed på landevejen

Her får du 6 forslag til udstyr, du ikke bør undvære – og vi lover dig, at du vil opleve større køreglæde med et flueben ved dem alle.

1. Adaptiv fartpilot

Den holder øje med de andre biler på vejen og tilpasser din fart, så du altid holder den rette afstand til dine medbilister. Den adaptive fartpilot er ikke længere ekstravagant ekstraudstyr på de dyreste luksusmodeller med en stjerne eller fire ringe på kølerhjelmen.

Teknikken er blevet folkelig – i billigste udgave kan du få den til 5.000 kr. Det er mindre end et sæt 18-tommer fælge med discountdæk koster hos T. Hansen.

2. Lane-assistent

Funktionen kaldes også en vejbaneassistent. Produktet hjælper, hvis du er ved at overskride en kantlinje eller pludselig ændrer kurs i den valgte vognbane.

Lane-assistenten vil, enten ved blink eller rystelser/snurren i rat eller sæde, gøre dig opmærksom på ændringen. Og de mest avancerede aktiveres først, når kursen ændres, UDEN at du har blinket først. Assistenten kan blive din for ca. 5.000 kr.

3. Parkerings-assistent

Er du bybilist, så vil du sikkert juble over en funktion, der helt automatisk begynder at lede efter ledige P-pladser, når du kører i en bestemt lav hastighed.

Og selvfølgelig kan du få funktionen, der også parallelparkerer bilen – mes du drikker morgenkaffen færdig. En sådan funktion i din bil vil koste dig ca. 10.000 kr.

4. Adaptiv undervogn

Adaptiv undervogn tilpasser affjedringen efter kørestil, så du både kan nyde affjedringskomfort som i en luksuslimousine og køredynamik som i en sportslig bil. Det er, som du har to biler i en. Prisen afhænger af din drømmebils mærke. Vi har set en løsning til ca. 25.000 kr. 

5. Head Up Display

Det øger din sikkerhed, hvis du kan tjekke de informationer, du har brug for under kørslen uden at flytte opmærksomheden fra vejen. Det hjælper et Head Up Display dig med.

Der findes mange muligheder på markedet, og hvis du køber en udgave, som ikke “hører til” mærket, skal du sikre dig, at funktionen er lovlig. Til gengæld kan du få et godt Head Up Display for under en tudse.

6. Intelligente lygter

De fleste biler har godt kørelys, men tjek alligevel, hvad du egentlig KAN få, før du handler. Lygter, der automatisk blænder ned, når modkørende dukker op,  er næsten standard, men afhængig af bilens mærke kan du i dag få lygter, der registrerer fodgængere, så både de og fører advares. Du kan få adaptive lygter, der blinker, hvis du bremser hårdt eller lygter, der rammer relevante områder i en kurve.

Kilder: FDM, Autonutler.dk og Bilmagasinet

Mest læste artikler