Spiselige svampe – sådan genkender du dem

Der findes masser af lækre svampe i naturen - med enkle forholdsregler kan du samle et forråd til efterårets lækre gryderetter.



  Foto: Anemette Olesen
   

Spiselig rørhat
Boletus edulis. Svampe med kødfuld konsistens og forsynet med rør på undersiden af hatten tilhører rørhattene. De fleste af dem er gode spisesvampe bl.a. spiselig rørhat eller Karl Johan.

Som en overkrydder

Hatten har form og farve som en overkrydder, og rørene på hattens underside er først lyse med meget fine poremundinger, der sidenhen bliver olivengrønne og får grovere porer. Hele svampen lugter behageligt, og smagen kan nærmest sammenlignes med hasselnødder. Svampen vokser i løvskov og nåleskov.

  Foto: Garden Picture Library
   

Judasøre
Auricularia auricula – judae. Judasøre indsamles fra gamle hyldetræer. Den tørres og opblødes først ved brug. Judas, der forrådte Jesus med et kys, gik hen og hængte sig i et hyldetræ – denne legende har givet navn til svampen.

Samles i fugtigt vejr
Svampen vokser frem på hylden med facon som et øre. Judasøre er blevet brugt som erstatning for kostbare trøfler i pølser m.m. Den indsamles gerne i fugtigt vejr, og kun unge og faste svampe kan bruges. Når den er færdigtørret, kan den knuses som krydderi og kommes på glas.

Grove pandekager med grøntsagsfyld
Dej:
1 spsk. tørret brændenælde eller dild
125 g hvedemel
125 g grahamsmel
2½ dl mælk
1 dl urtete eller vand
2 æg.

Fyld:
2 pastinakker
250 g rørhatte
1 peberfrugt
1 løg
2 tomater
3 dl kogte ris
3 dl cremefraiche
1 dl grøntsagsbouillion

Dejen røres sammen ved, at mælken røres ud i mel og tørret pulveriseret brændenælde/dild. Æggene piskes i, og dejen hviler 20 min., før der steges pandekager på en pande med varm olivenolie. Pastinakkerne skæres i små stave, rørhattene renses og skives, og peberfrugt og løg skæres i tynde skiver. Grøntsagerne svitses let på panden, og kogte ris, tomater i tern samt cremefraiche og grøntsagsbouillion tilsættes. Når pandekagerne er færdigstegte, fordeles fyldet på hver halvdel af pandekagerne, og de rulles sammen. Drys persille over.

Mest læste artikler