Du skal opdrage din kat

Det er misforståelse, at katten helst vil klare sig selv. Katten skal have lige så meget nærvær som hunden.


De færreste kunne drømme om at få en hvalp uden at træne den. Omvendt er det nok de færreste, der træner deres killing. Men skal katte opdrages? Og hvis ja, hvordan? idényt har snakket katteopdragelse med katterådgiver Michelle Garnier. Michelle både underviser og holder foredrag om katten og dens adfærd.

Kan du opdrage på din kat?

– Ja, katte er ligesom alle andre dyr. De forstår ikke vores sprog, til gengæld forstår de vores tonelejr og kropssprog.

Men hvorfor skal man træne sin kat?

– Træning er i min verden en måde at kommunikere på. Det handler om at bygge et forhold op til sin kat. Det handler om at få opbygget gensidig tillid og lære hinanden at kende. Det handler også om at stimulere kattens hjerne og sanser. En velstimuleret kat er en glad kat.

Hvordan går man i gang med sin kattetræning?

– Lav en liste over ting din kat elsker at lave. Det kan være alt fra at få godbider, til at lege eller blive kælet med. Få katten til at gøre en bestemt ting og beløn den med en af de ting, den elsker. Det behøves ikke at være mere end fem minutters intens træning om dagen.

Kan man begynde, selvom ens kat er ”gammel”?

– Ja, dyr er ligesom mennesker, de lærer til de dør…

Hvorfor er kattetræning ikke mere udbredt?

– Man har promoveret katte som et ”nemt” dyr – de skal bare have en vandbakke og kattebakke. Det, synes jeg, er forkert. Man har glemt, at de har en hjerne og sanser, som skal stimuleres. Ellers bliver de frustrerede. Der er flere og flere indekatte, der får stress.

Hvorfor er det en selvfølge at træne sin hund og ikke sin kat?

– Man har altid betragtet katten som sin ”egen,” som igen også er en misforståelse. Man vil ofte høre: ”Lad vær’ med at røre ved katten, den er sur.” Der er mange myter omkring katte. Men man har ikke rigtig tænkt, at katte på samme måde som hunde knytter bånd til deres ejere. De har empati, de mærker ting, de sanser ting. Lige så vel som hunde. Men for mange mennesker, er det sværere at tolke katte end hunde. Mange mennesker er bange for katte. Jeg tror, det er en kobling af manglende viden og angst.

Mest læste artikler