Stresser du din hund unødigt?

Peger du på din hund og giver den tvetydige signaler, kan det være svært for den at finde sig til rette. Vil du vide hvor lidt der egentlig skal til, før at din hund føler sig stresset? Så se med her.


Et kløgtigt, lille væsen

Der er ingen tvivl om, at alle hundejere vil deres hund det bedste. Vi forkæler den og nusser om den, som var den vores hjertebarn. Og dét er slet ikke uden grund.

Hunden er en kløgtig, kærlig skabning, som fra naturens hånd har nogle helt grundlæggende instinkter. Disse instinkter kan i mellemtiden gøre dens ejer frustreret og sågar vred, hvis ikke hunden adlyder dens ordrer. Som konsekvens af denne frustation kan du faktisk gøre din hund unødigt stresset. Hunden er sårbar overfor alle instrukser og ordrer, og bemærker langt mere end man umiddelbart skulle tro.

8 typiske fejl, som gør hunden stresset

Men hvad er det så helt præcist, som ejeren gør forkert, og som kan forårsage en unødigt stresset hund? 

1. Du bliver frustreret, når din hund opfører sig som en… hund

Ja, det kan lyde helt banalt og absurd – og du bemærker måske ikke selv, at du rent faktisk bliver frustreret på din hund, når den blot opfører sig som den gør, netop fordi den er en hund.

En hund gør, tygger i ting og kradser på gulvet fordi det er naturligt for den. Herpå skal den ikke skældes ud, men blot guides i en anden retning. Den skal selvfølgelig lære at det ikke er i orden at bide ting i stykker, men så skal den gives et alternativ. 

2. Du har inkonsekvente regler og grænser

Din hund bliver ekstremt forvirret, hvis den må noget den ene dag, og ikke den næste. Det er svært for den at forstå, hvis den roses for en handling på ét tidspunkt, og skældes ud for nøjagtig samme handling på et andet.

Dine grænser og regler for din hund skal være konsekvente. Ellers kan din hund ende med at blive forvirret og stresset.

3. Dit ordforråd er for stort

Det plejer naturligvis kun at være en fordel, at have et stort ordforråd – men når det gælder hundeopdragelse, har det en stikmodsat effekt.

Hvis din hund gør ad postmanden og du råber “stop”, men plejer af sige “shh” hvis den ikke må gø, så forstår den ikke dit signal. Her er du igen nødt til at være konsekvent med dine ord. Brug de samme vendinger, så din hund forstår dig.

4. Du bruger de forkerte vendinger i ubehagelige situationer

Hvis din hund skal en tur til dyrlægen og ikke bryder sig om det, er det ikke hensigtsmæssigt at fortælle den “at det hele nok skal gå”. På denne måde vænner din hund sig til at forbinde “at det hele nok skal gå” med en ubehagelig situation – og det er ikke hensigtsmæssigt for hverken dig eller hunden. 

5. Du peger fingre ad din hund!

Her kan der virkelig opstå vanskeligheder. Vi benytter ofte vores fingre til at pege – og glemmer måske, at vores hund forbinder en pegende finger med en hård tone og verbale lussinger.

Hver gang du benytter din finger til at pege ad hunden, vil den derfor opfatte det som om den skal have skældud – til trods for at det ikke er tilfældet.

6. Du krammer en hund som ikke vil krammes, men gerne kæles

Der er forskel på hundes komfort- og intimsfære. Nogle hunde elsker kys, kram og kærlighed, mens andre hunde finder det ukomfortabelt at komme helt tæt på – og det skal man respektere.

Du giver kram af kærlighed, ja, men det kan din hund ikke forstå eller vide på forhånd. Nogle hunde vil utroligt gerne kæles, selvom de finder et decideret kram ubehageligt.

Find ud af, hvor din hunds grænser går, så du ikke stresser den og fremprovokerer ubehag.

7. Du stirrer på en fremmed hund

Dette punkt gælder naturligvis ikke alle hunde. Nogle hunde finder ikke direkte øjenkontakt med et fremmed menneske ubehageligt – mens andre gør. At kigge en fremmed hund direkte i øjnene, kan blive tolket som om, at du gerne vil udfordre den. Dette er et naturligt instinkt, som hører til i dyreverdenen, hvor netop en direkte øjenkontakt viser, at man er klar til kamp!

8. Du giver ikke din hund tilstrækkeligt med træning

Dette gælder både fysisk- og mentaltræning. Akkurat som os mennesker, skal hunden stimuleres dagligt. Hvis ikke hunden føler sig udfordret og aktiveret, kan det lede til destruktiv adfærd og unødig stress.

Sørg for at du er tilstede overfor din hund, så den ikke kommer til at kede sig og føle sig overset. Så får begge parter det bedste ud af hverdagen.

Kilde: iheartdogs.com

Mest læste artikler