Kæmpe forskel: Så meget koster lyskæder med LED og glødepærer i strøm

En lyskæde udendørs behøver ikke være den store belastning for hverken miljø eller pengepung.

Lyskæde på hus

I de mørke dage, findes der næsten ikke noget smukkere end julelys, der lyser haven op i skønne farver. Når du skal pynte dine træer med lyskæder, findes der mange forskellige slags. Se, hvordan du vælger den rigtige lyskæde udendørs, og hvordan du undgår, at strømregningen stikker af.

Strømforbrug for lyskæde udendørs med LED og glødepærer

Der er stor forskel på, hvor meget strøm lyskæderne forbruger. Lyskæder med LED (eller dioder) bruger op til 80% mindre strøm og har en imponerende lang levetid på cirka 50.000 timer. Det er 25 gange længere end lyskæder med glødepærer.

Der er derfor store fordele ved at udskifte en lyskæde med 100 glødepærer til en lyskæde med 100 LED-pærer. Faktisk sparer du ifølge Energistyrelsen 59 kilo CO2 og en hel del på elregningen.

Strømforbruget for LED-julelys varierer kraftigt. De har alt fra en effekt på bare 1 watt til omkring 30 watt, hvilket er anført på indpakningen. Rådfør dig med forhandleren, hvis du er tvivl. Hellere stille et ‘dumt’ spørgsmål for meget end at komme hjem med en lyskæde, der koster dig dyrt i strøm.

Sådan ser du forskel på lyskæder med LED-pærer og glødepærer

Hvis du ikke ved, hvilken type lyskæde du har derhjemme, er det første, du skal kigge på, watt-forbruget. Bruger julelyset mere end 30 watt, er der med al sandsynlighed tale om glødepærer. Glødetråden er desuden også ofte synlige i glødepærerne, som derudover ofte er aflange. LED-lyskæder har ofte en effekt på under 30 watt.

Til toppen

Hvor meget koster udendørs lyskæder til jul i strøm?

Hvis din lyskæde lyser 24 timer i døgnet i tre måneder, vil det koste dig:Elpris: 2,5 kr/kWh
Lyskæde med glødepærer (halogen)80 wattca. 430 kroner
Lyskæde med glødepærer (halogen)35 wattca. 190 kroner
LED-Lyskæde5 wattca. 25 kroner
Kilde: sparenergi.dk

Lyskæde med timer sparer strøm

Med en timer slipper du for at slukke din udendørs lyskæde manuelt på stikkontakten, og du mindsker dermed også risikoen for, at julelyset brænder døgnet rundt, fordi du glemmer det.

– Med et tænd/sluk-ur kan du styre, hvornår dine lyskæder skal lyse. Du kan f.eks. spare 70 % af energiforbruget, ved at lyskæderne lyser fra kl. 16-23 i stedet for døgnet rundt. Det er både en hjælp til klimaet og din elregning, fortæller Daniel Benner fra Energistyrelsen.

I byggemarkederne koster en timer typisk omkring 50 kroner.

LED-lyskæde har forskellige farver

Du skal være opmærksom på, at pærerne i de nye LED-lyskæder har forskellige farver. De fås i varm hvid (svagt gullig), neutral hvid (ingen farve) og kold hvid (blålig hvid). Husk at tjekke, at den lyskæde, du beslutter dig for at benytte, har den farve, du foretrækker.

  • Et varmt lys har en farvetemperatur på 2.700-3.000 kelvin.
  • Et hvidt lys har en farvetemperatur på 3.500-4.000 kelvin.

Til toppen

Lyskæde udendørs med varmt lys

Læs også: Alt du skal vide om julebelysning til huset og haven

Pas på elektrisk stød ved sammenkobling

Der er påvist alvorlige sikkerhedsrisici i forbindelse med lyskæder til 12/24 volt, der uden videre sammenkobles med lyskæder beregnet til 220-240V. Der er risiko for elektrisk stød.

Sikkerhedsstyrelsens gode råd:

  • Kig på lyskædens mærkning. Bland aldrig lavvolt, 12V eller 24V, med 220-240V.
  • Har du mistanke om, at der er et problem med din lyskæde, er der fx gået hul på ledningens isolering, så tag ingen chancer. Hold straks op med at bruge den.
  • Brug kun lyskæder udendørs, som er beregnet til det. Følg altid fabrikantens anvisning.
  • Du må aldrig koble flere lyskæder sammen, end fabrikanten foreskriver i sin vejledning.

Tjek i øvrigt Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside for yderligere information om lyskæder og sikkerhed.

Til toppen

idenyts top 3 tips til lyskæde udendørs

  1. Opbevar dine lyskæder tørt – fugtige kældre tager livet af enhver smuk lyskæde.
  2. Vær forsigtig, når du tager dem ned. Det er tit ved nedtagningen, når man har set på dem i lang tid og ikke kan få dem hurtigt nok væk, at vi glemmer at være forsigtige. Pas godt på, at pærerne ikke støder mod hinanden eller rammer jorden.
  3. Vikl den lange lyskæde om et stykke aflangt pap eller træ. Det har både den (store) fordel, at du undgår den årlige båndsalat, når du skal vikle dem ud igen, og at pærerne ikke ligger og slår mod hinanden, nede i kassen.

Sådan vælger du lyskæde udendørs

En lyskæde udendørs bør have en kvalitet, som kan modstå den hårde danske vinter. Vejret svinger nemlig meget og udsætter lyskæderne for både fugtighed, frost og kraftig blæst. Det betyder, at de samleled og kabler, som de nye lyskæder består af, skal være robuste og konstrueret, så der ikke sker vandindtrængning. Er de ikke det, vil der ske en kortslutning, som altid skaber problemer. Du skal desuden være opmærksom på, at alle leddene er forsvarligt sat sammen, så de modstår vores vejrlig.

Til toppen

Lyskæde udendørs med hvidt lys

Denne artikel om lyskæder er senest opdateret i oktober 2023.

Til toppen

Mest læste artikler