Skab julestemning med krukker foran døren

Kig engang på dit indgangsparti. Ser det ikke hyggeligt og indbydende ud? Fortvivl ikke – nogle krukker med miniaturejuletræer, røde bær og juleroser skaber hurtig julestemning ved døren.

Vælg de hårdføre planter

Det er nemt at skabe julestemning ved hjælp af krukker og planter. For heldigvis er det aldrig for koldt til at dyrke planter i krukker. Det gælder bare om at vælge de rigtige, vinterhårdføre planter og om at træffe sine forholdsregler og beskytte planterne mod ekstreme frostgrader.

Sæt krukkerne tæt, så de bliver beskyttet mod kulden

Planterne er mere udsatte, når de kun har krukken til at beskytte sig mod kulden. Derfor er det også oplagt at samle krukkerne i en gruppe tæt ved indgangspartiet. Der er nemlig lunest, når vinteren raser. Samtidig er det der, du færdes dagligt og derfor får mest fornøjelse af din krukkehave i vinterhalvåret.

“Juletræer” og planter med røde bær

Ved juletid er det oplagt at vælge stedsegrønne planter, der minder lidt om juletræer til krukkehaven. Supplér med planter med smukke røde bær eller røde farvetoner i løvet, så er julestemningen hurtigt skabt, når krukkerne stilles tæt sammen til en smuk helhed. Pynt eventuelt med små glaskugler i røde nuancer, piberenser-nisser, porcelænspaddehatte og kogler med et pift guldspray.

10 gode valg til julekrukken

Dværgcypres
Sukkertopgran
Bjergté
Myrtekrukke
Kristtorn
Julerose
Buksbom
Alunrod
Skimmia
Skovbregne
Husløg

Pas på vandet; hvis det fryser, kan krukken sprænge

Vælg stærke krukker til din vinterkrukkehave. Almindelige terracotta-krukker er fx en dårlig idé, da de let sprænges, når det fryser. Men selv den mest frostsikre krukke kan gå i stykker, hvis jorden er fyldt med vand, og det fryser hårdt. Det er endnu en god grund til at stille krukkerne tæt ved huset og gerne under et udhæng, hvor de er knapt så udsatte.

Brug altid gennemvædet krukkemuld

Krukker, der er bredest foroven, har mindst risiko for frostsprængning. Sørg altid for, at der er et godt drænlag nederst i krukken, og plant altid i frisk, gennemfugtet krukkemuld.

Julekrukker kræver ikke meget pasning

Julekrukker er nemmere at passe end krukker fyldt med sommerblomster. De for­bruger kun lidt vand ved de lave temperaturer, så overvanding er en større trussel mod planterne end udtørring. Føl derfor efter med en finger, om jorden i krukken er fugtig, før du vander. Gødning er ikke nødvendig om vinteren.

Sådan beskytter du mod frost

Lotte Bjarke

Julekrukkerne klarer køligt vintervejr uden problemer, men er der udsigt til hård nattefrost, er det en god idé at give planterne en beskyttende dyne af fx fiberdug, når natten falder på. Blomster som kodriver (Primula) og hyacint er følsomme over for frosten og bør flyttes til frostfri overnatning.

Mest læste artikler