Sådan får du en afslappet jul uden stress

Vi drømmer vist allesammen om en salig juletid, men virkeligheden byder som regel på juleafslutninger, julefrokoster, juleindsamlinger, julemarkeder, julekrybbespil, julevinsmagning og meget meget andet. Se her 7 tips til, hvordan du undgår julestress og finder tid til det hele.


1. Gave-tyvstart

Tag en hel eller halv fridag i november, før det for alvor går løs derude. Du kan i ro og mag ose i butikkerne, som du har helt for dig selv. Og ekspedienterne står nærmest i kø for at hjælpe dig.

2. Skån dig selv
Det bliver jul alligevel – også selvom de fem forskellige slags hjemmebag ender med en pose brunkager fra tanken. Skån dig selv. Prioritér! Vælg alt det overflødige fra og fokusér på de sysler, du virkelig nyder!

3. Del opgaverne ud
Der skal pudses vinduer og pyntes op. Fejes fortov og klippes gran. Købes ind og luftes ud og gøres ved og gøres klar. Hjælp hinanden her. Del opgaverne imellem jer.

4. Sammenskudsjul
Skal juleaften holdes hjemme hos dig? Delegér mandelgave, ris a’lamande, hjemmelavet rødkål, konfekt osv. ud, så opgaver og udgifter hviler på flere skuldre.

5. Tag et afbræk
Tag ud i det fri og nyd havluften ved stranden eller duften af jord og blade i skoven. Det fjerner stress og klarer tankerne.

6. Syng julen ind
Nyd musikken og sangene i hele december måned. Derhjemme, til en koncert i den lokale kirke eller i bilradioen. Lad julens salmer og sange viske julens stress væk.

7. Fortæl en historie
Find en god julefortælling frem fra reolen eller det lokale bibliotek. Ryk sammen i sofaen og nyd en hyggelig højtlæsningsstund.

Læs også: Sådan laver du den perfekte andesovs

Mest læste artikler