Planlæg julens bedste oplevelse nu – og undgå stress

Julen handler meget om at 'nå det hele'. Men i år skal du blot følge denne plan: Find én oplevelse, som julen 2018 skal huskes for, og sæt den på skinner nu.


Bage, købe gaver, pynte, købe flere gaver, bage igen …

Vi har alle en tendens til at fare rundt og gøre tingene halvt i julemåneden, og det tror da pokker, når vi både skal bage, købe gaver, pynte, stå for pakkekalender, købe flere gaver, bage igen, finde de sidste ting til pakkekalender, arrangere julestue og bage igen igen …

Alt dette skal foregå i et mindeligt og hyggeligt tempo med børn og venner og hunde og kollegaer og bedsteforældre.

Det kan ikke lade sig gøre, ganske enkelt.

Du kan nøjes med én af disse fire juleoplevelser 

Men der er hjælp at hente her. Vi har nemlig fundet nøglen til den perfekte jul:

Du satser på én fantastisk dag og oplevelse for familie og venner. Én begivenhed, som du sætter i system nu, og som alle vil huske bagefter.

Det gælder blot om at vælge et af disse fire projekter og finde datoen, der passer alle.

Planlæg den bedste dag i julen 2018 nu

1. Vær sammen om at bygge årtiers honningkagehus

I år skal det være – du og din familie eller venner skal bygge honningkagehuset, der gør alle andre honningkagehuse til skamme.
Sæt en hel dag i begyndelsen af december af til projektet og invitér dit eget personlige byggesjak nu.   

Et honningkagehus er et af de svære juleprojekter, men der er nogle genveje, som gør det lidt nemmere.

Se vores trin-for-trin-guide til at lave det fineste honningkagehus her. 

Honningkagehuset er primært til pynt, så defor anbefaler vi, at du køber færdigblandet dej eller vælger en af de nemmeste opskrifter, som bl.a. står på supermarkedets krydderiblandinger.

2. Gør gaveindkøb til en gløggfest midt i november

Det er ikke nok at beslutte sig til, at gaverne skal købes i god tid og online – man kommer alligvel ofte til at drysse indkøbene ud over hele måneden.

Derfor har vi et forslag: Invitér nogle gode venner på en gløggaften i midten af november. Kom i stemning med en gløggopskrift som den, du kan finde her med en hemmelig ingrediens, og sæt jer med lister og én fælles computer.

Alle skal medbringe forslag til gode websites til gaveindkøb, og så gælder det ellers bare om at spare tid og penge.

3. Den ultimativt hyggeligste hente-træ-dag

Til jer, der hvert år planlægger at hente juletræet sammen med familien, men altid ender med at stå foran supermarkedet d. 23. k. 21 og kigge på sidste pjuskede grantræer:

I år skal træet hentes med manér. Der er masser af steder i Danmark, hvor man selv kan fælde juletræet på stemningsfulde granplantager. 

Her finder du en liste med nogle af de bedste juleplantager i hele Danmark med adresser, links og åbningstider.

På flere af plantagerne kan du ovenikøbet køre i hestevogn og møde nisser ude i skoven, for eksempel på Ryegaard og Trudsholm Godser.

Beslut jer til, hvilken dag hente-træ-turen skal foregå og ring i forvejen for at sikre jer åbningstider mv.

4. Familietradition: Et nyt julemarked hvert år

Er du også en af dem, der hvert år har intentionen om at besøge et hyggeligt julemarked, men aldrig kommer afsted? Så er det på tide at gøre noget ved det, for Danmark er plastret til med dejlige markeder, der bugner med julestemning.

Et andet tip er at gøre markedsbesøget til en årligt tilbagevende begivenhed – og allerhelst afprøve nye steder i Danmark eller måske ligefrem udlandet.
Sæt datoen nu!

Se idenyts store guide til de bedste julemarkeder i Danmark her. 

Mest læste artikler