Køb julegaverne på nettet – det er nemt og hurtigt

Nethandel er en genial genvej, når julegaverne skal i hus. Og der er flere muligheder for levering, så du behøver ikke at tage på posthuset. Med levering på arbejdspladsen for eksempel er juleshopping blevet meget nemmere og hurtigere. 

julehandel på nettet


Juleshopping på nettet

Udbuddet af netbutikker bliver større og større, og her kan du handle, præcis når du vil, også hjemme fra din egen computer, når børnene er lagt i seng. Der er mange grunde til, at nethandel bliver mere og mere populært, men hovedårsagen er, at det er nemt, og sommetider også lidt billigere.

Du kan med fordel lede på forskellige hjemmesider, eller du kan bruge en af de mange hjemmesider, som sammenligner priser, for eksempel Price Runner.

Hvis trøjen til din moster eller fiskestangen til din bror ikke rammer plet, skal gaven nok byttes, og derfor er det en rigtig god idé, at du sender dig ind i returreglerne, inden du køber en gave på internettet. Især på udenlandske sites.

Banken kan hjælpe med at få penge tilbage

Når du skal betale for julegaverne på internettet, er du bedst tjent med at bruge dit Visa/Dankort eller et andet kreditkort til at betale med, skriver DR i en guide til e-handel.

Gør du det, kan banken nemlig hjælpe dig med at trække betalingen tilbage, hvis du ikke modtager det, du har bestilt, eller der er noget andet i handlen, som går galt.

Fleksibel levering

Leverings-mulighederne er mange flere end for år tilbage. Dengang var der praktisk taget kun én mulighed for at få leveret en pakke, og det var med Post Danmarks pakkepost, der kom inden for normal arbejdstid, og derfor som regel lagde en seddel i postkassen om, at du kunne afhente en pakke på posthuset fra den kommende dag. I dag er det langt mere fleksibelt. I nogle områder er der aftenomdeling af pakker, men ellers har posten udvidet med andre løsninger.

Foto: Post DanmarkDøgnposten er en af de fleksible muligheder, hvor du på alle tider af døgnet kan både sende og hente pakker. 

Få sendt til din arbejdsplads

En del netbutikker tilbyder også at sende pakken med et af de større private pakkepostfirmaer til din arbejdsplads. Der er en del konkurrence på pakkepost til erhvervslivet, så her er der ofte noget at spare på portoregningen, og der er en til at tage imod pakken. Tjek lige, at det er i orden med din arbejdsplads.

Sikkerhed – 2 gode råd

  • Betal med betalingskort, så kan pengene trækkes tilbage, hvis handlen ikke er tilfredsstillende.
  • Jo nærmere vi kommer jul, jo mere pres kommer der på både butikker og post, så vent ikke for længe, hvis gaven skal nå frem inden jul.

Kilder: Penge & Privatøkonomi m.fl.

Mest læste artikler