Julen begynder i haven

Haveredskaberne er for længst stillet væk, men der er stadig noget at gøre i haven. Du kan sørge for fuglene, plante krukker til og pynte haven med lys, hjerter, æbler osv.


H

averedskaberne er for længst stillet væk, men der er stadig noget at gøre i haven. Du kan sørge for fuglene, plante krukker til og pynte haven med lys, hjerter, æbler osv.

Pynt krukkerne
Det er en god idé at plante små, stedsegrønne buske i krukkerne. De vokser langsomt, er velformede fra naturens hånd og har et tæt, forgrenet rodnet, som gør dem velegnede til dyrkning i krukker. Fordelen ved at dyrke planter i krukker er, at de ka
n flyttes om fra tid til anden.

Julens tulipan


‘Brilliant Star’, røde tulipaner, holder længe udenfor. Hvis du planter dem, så rødderne kan få fat i jorden, fx i en krukke beskyttet mod hård frost, kan de stå, til de visner ned. Siden kan løgene lægges i haven.


Sæt krukker ved hoveddøren
Når du skal skabe julestemning i haven, fx ved hoveddøren, er det oplagt at placere et par krukker med kristtorn med lakrøde bær og stille fakler eller hurricanes ved siden af. Så melder julestemningen sig øjeblikkeligt, og I såvel som jeres gæster kan glæde sig over en varm og indbydende velkomst.

Foto: Scanpix/Johner

Lys i mørket
Ligger temperaturen stabilt under frysepunktet, er en islygte fantastisk. Du skal bruge to kar med samme form, men forskellige størrelser. Fyld vand i det store kar, og placer det lille i det store med noget tungt i til at holde det nede. Sæt karrene ud i kulden, og vent, til vandet er helt frosset. Hæld evt. lidt varmt vand i det lille kar, så det kan vristes fri. Tryk isklumpen ud af det store kar. Nu har du en flot isskal til at sætte tændte lys i.

Læs mere på næste side.

Forkæl fuglene

Foto: Annemette Olesen


Hvis du smelter mejsekugler i en gammel gryde, kan du fylde dem i små lerurtepotter, der kommer til at ligne juleklokker, når de dingler fra grenene. Adrætte musvitter og blåmejser synes, det er verdens bedste julemad. Husk at sætte friskt vand ud til fuglene. Jo koldere det er, jo vigtigere er det at give fuglene adgang til drikkevand, for det kan være svært at finde, når jorden er frossen. Og så skal de jo også ha’ mulighed for at få sig et julebad.

Vinterkrukker
Krukker, der skal klare vinterens kulde, skal tilplantes med omhu. Drænforholdene er vigtige, for overskydende vand i jorden slår rødderne ihjel. Brug frostsikre krukker, som er bredest foroven, for så kan jorden fryse op af krukken i streng frost.

Beskyt krukkerne mod nedbør

Det er en god idé at stille krukkerne tæt ved huset, hvor der er lunest, og gerne under et bredt udhæng, så de ikke får alt for meget nedbør. Omvendt skal du huske at vande i ny og næ, for de stedsegrønne planter fordamper vand, selv om det er koldt.


Naturens egen julepynt Foto: Annemette Olesen Kartebolle, mandstro og tidselkugle pynter både på det naturlige voksested og i juledekorationer indenfor. Gyldne kvæder, hyben og fehår fra de sjove frøstande på klematis er også sød pynt. Små røde æbler er den fineste julepynt i havens træer. Hæng æblerne op i groft sejlgarn, og suppler med kogler i røde silkebånd. Så er julen rykket ind i haven.

Foto: Lotte Bjarke

Mest for børn
Skal det være lidt sjovt og farverigt, kan du sætte ungerne til at fremstille udendørs julepynt. Træk glas- eller plasticperler på ståltråd, der formes som hjerter. De kan bruges på juletræet inde, men de kan lige så godt sprede hygge og julestemning i haven.

Af Lotte Bjarke, 409Fotos: Lotte Bjarke, Dia Press, Flora Danica, Scanpix/Johner, Annemette Olesen

Mest læste artikler