Bliv ikke farvefølsom

Tag dine forholdsregler, inden du svinger malerpenslen, hvis du vil undgå at irritere din hud og dine luftveje.


Foto: colourbox

Maling kan irritere luftveje og hud – mest mens du maler, men også i lang tid efter. Det kan give hovedpine og forværre astma og eksem. Med enkle forholdsregler kan du dog undgå de fleste symptomer – både hos dig med malerpenslen og hos resten af familien.

Maling til formålet
Alle typer maling kan irritere følsomme luftveje og følsom hud, og selv vandbaseret maling kan indeholde allergifremkaldende konserveringsstoffer.
Vælg vægmaling til vægge, vådrumsmaling til badeværelser og udendørsmaling udenfor. Undgå maling med svampedræbende middel (fungicider) indendørs, som der typisk er i malinger til udendørs brug.
Vælg en maling med god dækkeevne, så du skal male færrest muligt gange. Pris og kvalitet hænger ofte sammen, så forvent ikke en god dækkeevne, hvis malingen har været superbillig. Ønsker du en glat, robust og rengøringsvenlig overflade, så vælg mindst glans 10.

Afgasningstid
Al maling afgasser, men der er stor forskel på tidshorisonten. Vælg en maling med kort afgasningstid – typisk på dags-niveau. Afgasningstiden står ikke på malerbøtten, men spørg din forhandler, eller vælg en maling med Indeklimamærket, hvor man kender afgasningstiden. Miljømærker som fx Indeklimamærket og EU’s Miljøblomst tager miljøhensyn, men giver ingen garanti mod irritation, overfølsomhedsreaktioner eller lang afgasningstid. Når du maler, stiger den relative luftfugtighed med 10-40 pct. Derfor er det vigtigt at lufte ud – både under og efter. Gør du ikke det, så tørrer malingen ikke rigtigt, og du bliver udsat for malingdampe i længere tid. Efter du har malet, så luft ud med gennemtræk i 5-10 minutter flere gange om dagen den første uge eller to. Afgasning af kemikalier er værst de første 2-4 dage men kan vare helt op til flere måneder. Jo oftere og mere grundigt du lufter ud, jo hurtigere kommer du og dit hjem af med de irriterende stoffer.

Tag handsker på
Beskyt din hud med handsker, når du maler. Så undgår du eksem eller nældefeber af fx konserveringsstoffer i malingen, og du undgår at skulle gnide på din hud for at fjerne malingrester.

Myter om maling

  • Vandbaserede malinger er ikke holdbare! FORKERT: I dag er mange vandbaserede malinger lige så holdbare og nemme at arbejde med som de oliebaserede/terpentinbaserede malinger.
  • Vandbaseret maling kan ikke holde på overflader med terpentinbaseret maling! FORKERT: Hvis du forbereder overfladen med grunding og slibning, så kan vandbaseret maling sagtens holde herpå.
  • Naturmalinger er bedst for både sundheden og miljøet! BÅDE OG: Naturmaling er mange ting. Nogle naturmalinger indeholder naturharpiks og citrusolie, der kan være allergifremkaldende. Spørg din forhandler.

Mest læste artikler