Rens tæpperne ude i sneen

Læg dine tæpper ud i sneen. De bliver rene, luven rejser sig og får sine klare farver tilbage og bliver flotte igen. Det er ikke kun dine tæpper, der kan få denne behandling - flere ting som puder, lammeskind og uldplaiden kan også komme med en tur i sneen.


Nyfalden sne er perfekt til en tæpperens

Rul tæppet sammen og slæb rullen ud i sneen. Fold tæppet ud og læg det fladt med forsiden nedad. Herefter banker du tæppet, så støv og skidt kommer ud af det. Du kan enten trampe på tæppet, slå på det med en god gammeldags tæppebanker – eller bruge en kost til at gennemarbejde tæppets bagside. Et par hoppende børn gør også underværker.

Støvet suges ned i sneen

Tæppet skal ikke hænges op, for at du kan banke det, hvilket er en stor fordel, da tæpper ofte er tunge og besværlige. Støvet “suges” ned i sneen i stedet for at hvirvle rundt i luften. Og så bliver tæppet utroligt rent – det kan du se på sneen, når du tager tæppet ind igen.

Tæppets luv rejser sig

Den kolde, fugtige sne får tæppets luv til at rejse sig på steder, hvor der har stået møbler eller lignende. Tæppet bliver så godt som nyt igen. Det er næsten et mirakel!

Støvmiderne dør i frostvejr

Støvmiderne dør, da de ikke kan overleve frosten. Hvis du vil være helt sikker på, at både mider og æg fryser ihjel, så hold øje med vejrudsigten. Når der kommer en frostnat uden nedbør, kan tæppet sagtens ligge ude om natten. Vær dog opmærksom på, at de døde støvmider, der vil blive tilbage i tæppet, også generer allergikere.

Både frost- og tøsne kan bruges

Frostsne er god til formålet, fordi det nærmest ikke hænger i tæppet. Du kan få det næsten tørt ind igen, det skal bare lige fejes lidt på de steder, hvor sneen hænger fast.

Tøsne hænger lidt bedre fast i tæppet – så det er lidt mere besværligt at få tæppet ind igen uden at få sneen med ind i stuen. Til gengæld er tøsneen mere fugtig, så den er bedre til at suge støvet ud af tæppet og til at få luven til at rejse sig.

Det er ikke kun tæpper, der kan komme i sneen

Lammeskindet, sofapuderne og uldplaiden kan også få sig et opfriskende snebad – og når du kigger rundt i stuen, kan du med garanti finde mere, der også trænger til en opfrisker. Naturligvis skal du bedømme, om materialet kan tåle fugt – men de fleste ting kommer dejligt rene ind fra sneen.

Mest læste artikler