Midlertidig løsning til mindre utætheder
Når isoleringsmaterialet skal klæbes på, er det vigtigt, at vinduet er affedtet. Vask enten med grundrens eller sulfo. Isoleringsbånd er nemt at montere, men mister hurtigt sin elasticitet af sol og vejr – og bør kun anvendes som midlertidig reparation af mindre utætheder.
Isoleringsbåndet skal passe
Isoleringsbåndet skal passe i tykkelse til den sprække, det skal tætne – det er meget vigtigt. Hvis du sætter et lille stykke isoleringsbånd fast ved en utæthed, er det vigtigt, at det er skåret skråt af i enderne i tykkelsen. Hvis isoleringsbåndet er skåret lige af, kan der komme en ny utæthed der, hvor det stopper.
Tætningslister til større utætheder – holder i mange år
De tætningslister, som vinduerne er fabrikeret med, holder ikke altid lige så længe som vinduerne. Holdbarheden varierer meget, efter om vinduerne får meget sol, hvilket materiale tætningslisten er lavet af, og hvor meget vinduet/døren bliver åbnet. Så hvis der er mange utætheder, er det ofte hele tætningslisten, der er blevet slidt og derfor bør skiftes.
10 gode råd, inden du køber nye vinduer
Ved tydelige utætheder
Trækker det ind fra tydeligt afgrænsede steder, kan det være en god løsning at sætte en ekstra tætningsliste på. Her er det vigtigt, at du kun monterer tætningslister de steder, hvor rammen gaber. Derved undgår du, at vinduet eller døren kommer til at sidde i spænd og måske blive endnu mere skæv.
Vælg den rette liste
Der findes rigtig mange tætningslister i forskelligt materiale og til forskellige sprækketykkelser. Det er vigtigt at vælge den rigtige type liste, da du ellers kan gøre mere skade end gavn. Mål dig frem til, hvor dyb sprækken er – og få evt. hjælp i forretningen til at få den rigtige liste med hjem. En liste, der er for tyk, vil blive for hårdt sammenpresset og ødelagt – er den for tynd, vil den være ude af stand til at fylde sprækken ud.
På næste side kan du læse, hvordan du monterer tætningslisten korrekt, og hvad du gør med forsatsvinduer.
Materialer skal passe sammen
Det er også vigtigt, at materialerne passer sammen, fx er tætningslister af kunststof ikke egnede til overflader malet med akrylmaling, da materialerne vil klæbe til hinanden.
Pas på nymalede vinduer
Er vinduerne lige malet, skal du vente ca. 1-2 uger med at montere tætningslister, da lim og maling kan gå i forbindelse, så begge dele ødelægges.
Montér tætningslisten korrekt
Ved eftermontering placeres tætningslisterne bedst i karmfalsen. På hængselsiden skal listen dog sidde på indersiden af karmen for at få den maximale effekt – og for at sikre, at den ikke bliver vredet af, når vinduet lukkes op eller i. Listerne skal skæres i smig i hjørnerne – må ikke føres ubrudte rundt i hjørnerne.
Må ikke overmales
Husk, at tætningslister ikke må overmales, for så bliver de hårde og virker ikke efter hensigten. Det samme gælder glasbånd (den gummiliste, som ruden sidder fast i) maling gør, at båndet mister sin elasticitet og dermed sin funktion.
Forsatsvinduer
På gamle vinduer med forsatsrammer er det vigtigt, at den inderste ramme slutter helt tæt til karmen med tætningslister. Derimod skal den yderste ramme helst have en smule utæthed. I modsat fald kan der opstå kondens.
Skal vinduerne skiftes
Hvis vinduerne er meget utætte og træet dårligt, bør du overveje, om det er selve vinduerne, der skal skiftes. Nye energirigtige vinduer, der lever op til det nye bygningsreglement, vil generelt have et varmetab, der er halvt så stort som varmetabet for et 20-30 år gammelt vindue.