Test: Hvilken skruemaskine skal du vælge?

Vi har testet i alt seks skruemaskiner/boremaskiner. Alle klarede opgaverne med at bore og skrue i forskellige materialer. Se, hvilken skruemaskine, der endte som testens vinder.


Sådan testede vi skruemaskinerne

Vi har teste akku-bore-/skruemaskiner til den almindelige villaejer, der bestemt ikke er den store gør det selv-mand. Han har brug for at bore huller i sin murstensvæg, skrue skruer i samme huller og skrue skruer i træ uden at bore for. Vi vægter styrke, udholdenhed, ergonomi/vægt og pris nogenlunde ligeligt.

Karakterskalaen for testen

idényts byggeekspert, Mikael Mortensen, har givet skrue-/boremaskinerne karakterer efter denne skala:

1 = Skuffende
2 = Tilfredsstillende
3 = God
4 = Meget god
5 = Suveræn

Kig efter skruemaskinens kapacitet

Alle skruemaskinerne er på 18 V spænding, men det er værd at notere, at det giver god mening at kigge efter kapacteten. Her skiller Hitachi sig markant ud ved at have et batteri på 3,0 Ah, mens de andre ligger på mellem 1,3 og 1,5 Ah. Og forskellen er bestemt mærkbar. 

Ryobi – skruemaskine med rigelige kræfter

Ryobi LCDI 18022
Vejl. pris: 1.299 kr.
Karakter: 3

Foto: idénytGod maskine, der klarer opgaverne fint. Virker lidt tung, og tyngdepunktet er ikke helt i top. Har rigeligt med kræfter og slagfunktion. Glimrer især ved nemt batteriskifte, og så leveres den som den eneste med afstandsholder og ekstra greb, så den kan betjenes med tohåndsgreb. Leveres med kuffert og to batterier. Batterierne kan bruges sammen med Ryobis andre akkumaskiner på 18 V. Er rigtig fornuftig til prisen.
Batteri: 1,4 Ah Vægt: 1,8 kg
Ryobi

Testens vinder

Einhell RT-CD 18/1 Li  
Vejl. pris: 1.395 kr.
Karakter: 4

Foto: idénytEn rigtig god maskine, der klarer bore- og skrueopgaver ubesværet. Den ligger godt i hånden og har en fin balance. Har tydeligvis kræfter til at blive brugt til større opgaver, men har fx ikke slagfunktion. Har et rigtig godt indbygget lys, som sikrer optimal belysning af arbejdsstedet. Vil klare alle de opgaver vores test-villaejer vil kunne finde på at sætte den på. Leveres i kuffert med et batteri. Og til en fornuftig pris. Vores testvinder.
Batteri: 1,5 Ah Vægt: 1,6 kg
Einhell

Nemt borskifte på Bosch skruemaskine

Bosch Uneo Maxx 18 V
Vejl. pris: 1.499 kr.
Karakter: 3

Foto: idénytKlarer opgaverne som den skal. Er en meget let maskine, med lidt højt tyngdepunkt. Har de fornødne kræfter. Den kan ikke bruge almindelige runde bor, men skal bruge specielle med to små vinger eller bor med sekskantet bund. Det sikrer meget nemt skifte af bor, men kræver så også, at man skal skifte alle sine bor ud. Har indbygget tohåndsgreb, men der er for lidt plads til voksne mandehænder. Leveres i kuffert med et batteri.
Batteri: 1,5 Ah Vægt: 1,4 kg
Bosch 

Professionel kvalitet på Hitachi

Hitachi DV 18DSL
Vejl. pris: 4.657 kr.
Karakter: 4

Testens suverænt bedste maskine. Har en god balance og ligger rigtig godt i hånden. Borer ubesværet i mursten og skruer uden det mindste besvær. Den har langt flere kræfter, end vi havde behov for i denne test, og vi vil ikke være bange for at anbefale den til gør det selv-folk med høje ambitioner. Maskinen har ikke slagfunktion.
Leveres i kuffert med to batterier. Men prisen trækker ned i forhold til vores testkrav, da den skyder pænt over målet.
Batteri: 3,0 Ah Vægt: 1,8 kg
Hitachi

Black & Decker – til nybegynderen

Black & Decker ASL 188KB
Vejl. pris: 1.299 kr.
Karakter: 3

Foto: idénytHar piktogrammer i stedet for tal ved momentindstillingen. Det er en sjov idé til den uøvede – hvis bare det kunne bruges. Problemet er fx, at der ikke er et piktogram til at skrue skruer i murværk, så vi måtte vælge boreindstillingen, for at få det til at virke, og så er den uøvede lige dårligt hjulpet. Klarer alle opgaverne – hvis du altså “snyder” med indstillingerne. Maskinen har slagfunktion og leveres i kuffert med to batterier.
Batteri: 1,3 Ah Vægt: 1,6 kg
Black & Decker

Einhell – klarer lige testen

Einhell BT-CD 18/1 Li
Vejl. pris: 799 kr.
Karakter: 2

Foto: idénytTestens absolut billigste og dårligste maskine. Den havde besvær med at bore de fire huller i mursten – ikke så meget fordi den manglede motorkræfter, men fordi den ikke kunne holde ordentlig fast om boret. Det resulterede i, at boret satte sig fast i borehullet i murstenen. Klarede dog opgaven til sidst. Maskinen leveres i kuffert med et batteri, men som den eneste maskine var der en bitholder med.
Batteri: 1,3 Ah Vægt: 1,7 kg
Einhell

Mest læste artikler