Denne rutine bør ALLE husejere have

Det er dyrt at rette op på skader på huset, hvis du lader stå til.

Dansk huse

For at undgå dyre overraskelser, bør alle husejere minimum én gang om året gå en runde om huset med en blok og en kuglepen samt en kikkert eller et kamera med zoom, hvis huset er i flere etager. Så kan du lettere se detaljerne i højderne.

Huller i taget hører til akut-opgaverne

Uanset om taget er af sten, stål, skifer, pap eller andet, skal det være tæt. Vand og fygesne kan skabe alvorlige problemer i tagkonstruktion og loft, og der er ingen forsikring, der dækker, hvis du har undladt at tage hånd om skaden i tide. Huller i taget eller små revner hører til akut-opgaverne, der skal laves her og nu. Kan du komme op på loftet, kan du indefra se, om der er huller i taget.

Tjek også tagrenderne og husets vindskeder

Se efter i regnvejr, om der er tæringer på tagrender og nedløb. Utætte tagrender kan ødelægge store dele af en tagkonstruktion og bør også prioriteres højt. Husets vindskeder og øvrige træværk ses efter. Trænger det til maling, er sommeren den bedste tid at fixe det. Derefter tjekker du vinduer og døre. Specielt forneden på træværket, hvis det er udsat for regn.

Se også: Fuldmåne – årets månekalender og månefaser

Hold øje med fugerne

Ejer du et murstenshus, er det især fugerne, du skal holde øje med. På pudsede huse kan du støde på revner og huller – tegn på, at noget er ved at udvikle sig i negativ retning.

Dette skal du ikke gøre selv

Udendørs el skal du holde dig fra. Du skal heller ikke pille ved kloaksystemet, men ellers har du frit slag til det meste. Husk, at en dårlig udført reparation ikke øger husets værdi. Tværtimod. Når huset før eller siden skal sælges, er det som regel her, køber ønsker nedslag. De mindste reparationer kan du klare selv, mens de større kræver professionel hjælp.

Mest læste artikler