Grønne tage – sådan får du et beskyttende og miljøvenligt tag

Der er mange fordele ved grønne tage. De beskytter tagmaterialerne mod vejr og vind og holder på regnvandet, så kloakken ikke overbelastes. Læs om fordelene og udfordringerne ved grønne tage, sedumtage og andre grønne tagtyper.

grønt tag - Sedumtag

Et sedumtag forlænger tagets levetid

Vegetationen og plantemåtterne på et sedumtag holder på regnvandet, så kloakken ikke belastes af store mængder vand på kort tid, når der kommer et voldsomt regnskyl. Desuden er planterne med til at forlænge tagets levetid, fordi laget af vegetationsmåtter beskytter tagmaterialerne imod vejr, vind og UV-stråler.

Krav til taghældningen

Ønsker du et grønt tag på din bolig, så er der en del ting, du først skal tjekke. Der er nemlig nogle grundlæggende forudsætninger, der skal være opfyldt, for at huset kan blive grønt på toppen. Det første er taghældningen.

Tage med lav hældning er velegnede til beplantning og til anlæggelse af grønt tag. På stejle tage er der fare for, at jord og planter skrider ned og tørrer ud, og derfor anbefales etablering af grønne tage generelt ikke, hvis taghældningen er over 27 grader. 

Huset skal kunne bære de ekstra kilo fra et sedumtag

Husets vægge og tagkonstruktion skal kunne bære de ekstra kilo, som jord og planter vejer. Vegetationsmåtterne inklusiv underlag vejer fra cirka 50 kg til cirka 130 kg per m2 og muligvis endnu mere afhængigt af, hvilken type plantesammensætning og opbygning, der er tale om.

De grønne tage skal passe til arkitekturen

Arkitekturen skal også passe til et grønt tag. I nogle bebyggelser er der krav om vegetation på taget, men andre steder er der krav om for eksempel tegltag eller så stejle taghældninger, at der ikke kan etableres grønne tage eller sedumtag.

Brug en professionel tagdækker

Et grønt tag opbygges som et almindeligt tag og afsluttes normalt med et plant underlag af fx brædder, krydsfinér eller beton. Herpå lægges en vandtæt membran, der enten kan være tagpap eller tagfolie – den bør altid lægges af en professionel tagdækker.

Oven på membranen skal der lægges et vandregulerende lag, der dels virker som dræn, dels fastholder vandet til planterne. Endelig lægges vækstlaget, som planterne skal gro i.

Aggressive rødder på taget

Hvis der er tale om græs og andre planter med aggressive rødder, kan der ikke anvendes almindelig tagpap, men kun en speciel rodfast pap eller tagfolie, eller der kan lægges en rodspærrefolie ud oven på den almindelige pap. Ellers kan rødderne bore sig ned igennem tagpappen med utætheder til følge og ødelægge tagkonstruktion.

Under alle omstændigheder skal der ved tagfoden monteres en kantafslutning, der forhindrer planter og jord i at skride ned af taget.

Plantemåtter til taget

Du kan vælge at etablere dit grønne tag ved at så/plante i drænlaget, men den mest brugte metode i dag er at købe færdige plantemåtter, der minder om rullegræs. Plantemåtterne lægges på det vandregulerende lag, som ligger direkte på den vandtætte membran/pap.

Et gammelt hus kan også få et grønt tag

I mange tilfælde vil det være muligt at skifte til grønt tag på et gammelt hus. Naturligvis inden for de grundlæggende præmisser, men det bør en bygningsingeniør regne på. Er det husets tegl- eller betontegltag, der skal udskiftes med et grønt tag, kræver det, at der etableres et nyt tag af plader og tagpap/tagfolie – og herpå kan den grønne opbygning lægges.

Er der bølgeeternitplader på taget?

Hvis taget er beklædt med bølgeeternitplader, og spærkonstruktionen kan bære den ekstra vægt, kan en vandholdende filt- og vegetationsmåtter lægges direkte oven på.

Vælg de rigtige planter til dit sedumtag

Det er vigtigt at få god vejledning, når du vælger planter til dit tag. Tagets hældning, vindforhold, husets placering i forhold til verdenshjørnerne samt store træer har nemlig alt sammen betydning for hvilke planter, der kan trives på dit tag.

Sedumtag

Færdige måtter til sedumtag

Måtter med tagvegetation består af et solidt armeringsnet, der er fastgjort på en fiberdug, der holder jord og planter sammen.

Sedum-mos

Består af cirka fem arter stenurter (Sedum) samt tørketålende mosser, der etablerer sig selv lidt efter lidt.

Sedum-urt-græs

Indeholder ud over sedum-arterne en blanding af tørke­tålende, blomstrende urter og lave græsser.

Forsikring ved grønne tage

Sædvanligvis vil der ikke være problemer med at få forsikret et hus med grønt tag. Men der kan være enkelte selskaber, der siger nej tak. Så spørg, inden projektet går i gang.

Forsikring for grønt tag dækker på præcis samme måde, som hvis du fx havde eternit-, tegl- eller paptag. Der er ikke dækning for fugtskader. Det gælder, uanset hvilken tag­beklædning du vælger.

Fugtskader på grønne tage

Fugtskader i forbindelse med grønne tage er typisk et vedligeholdelsesproblem og forsikringen uvedkommende. Derimod er der fx dækning for stormskader. Der er ikke forskel på, om du har grønt tag på huset eller kun på garagen.

Et sedumtag er perfekt til gæstehuset

Skal du i gang med at bygge gæstehus, skur eller andre annekser, er et grønt tag som fx et sedumtag en sjov og dekorativ mulighed. Tagene på de små bygninger ser du normalt meget mere på end taget på dit hus!

Sedumtag ved Søerne i København.
Grønne tage kan anlægges overalt. Her er det et sedumtag ved søerne i København.

Ajourført december 2023

Mest læste artikler