Gør taget klar til næste skybrud

Et voldsomt skybrud kan være en stor udfordring for dit tag - større end det er bygget til at klare. Derfor er det en god idé at tjekke tagets svage punkter, så det er klar til regnen. Få en tjekliste over, hvad du kan gøre for at sikre dit tag så godt som muligt.

Afledning ikke dimensioneret til “monsterregn”

I de senere år er voldsomme skybrud blevet et almindeligt fænomen i Danmark, og det har givet mange vandskader – bl.a. fordi afledning af vandet fra husenes tage ikke er dimensioneret til ”monsterregn”. Størrelsen og dimensioneringen af tagrender, skotrender, nedløbsrør samt faldstammer fra flade tage er ganske enkelt overhalet af virkelighedens klimaændringer og store regnmængder.

Mere vand end dimensionerne er baseret på

Dimensionerne (fra Dansk Standard) er nemlig baseret på, at der kun hvert andet år vil være skybrud med mere end 6,6 mm regn på 10 minutter. Til sammenligning faldt der 30 mm regn på 10 minutter over København under skybruddet den 2. juli 2011 – det vil sige mere end det firedobbelte, og døgnets totale mængde nedbør var 135 mm.

Flere ekstreme nedbørssituationer i vente

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har lavet beregninger, der viser, at det er ret sikkert, at Danmark vil opleve stigende nedbør generelt, og at ekstreme nedbørssituationer i fremtiden vil være kraftigere end i dag . Samtidig pointerer rapporten fra DMI, at det generelt kan betale sig at øge kapaciteten af afløbssystemer.

Det kan du selv gøre for at sikre taget

Heldigvis holder de fleste tage tæt, men det kan være en god idé at tjekke dit tags svage punkter, så du er klar til næste skybrud.

Tagrender

Foto: iStockphotoRens dem og tjek bagkanten. En almindelig tagrende er typisk 4 tommer bred, og den er dimensioneret til at klare vandet fra et 90-180 m² stort tag.
Hvis dit tag ligger tæt på de 180 m², er der god grund til at holde øje med, om tagrenden kan klare vandet under skybrud – og måske skifte til en større tagrende og evt. montere et ekstra afløb.

Det kan du gøre

  • Tagrenden skal have en lille hældning, så vandet kan løbe hen til afløbet. Hvor det er muligt, anbefales det at montere tagrenden med et fald på 2-3 mm pr. m. En selvrensende effekt indtræder først ved et fald på min. 5 mm pr. m.
  • Tagrendens bagkant (ind imod muren) skal være højere end forkanten, gerne mellem 8-20 mm – så ledes vandet væk fra muren, hvis tagrenden løber over. Skal du skifte tagrender, kan du vælge en type, hvor bagkanten er højere end forkanten.
  • Det er vigtigt at rense tagrender, tjekke/rense nedløbsrør og rense sandbrønden mindst én gang om året.
  • Hold også skotrenderne rene – hvis der ligger blade eller grene, kan vandet stuve op og løbe ind under tagbelægningen.

Kviste

Foto: AtticgroupTjek vandrenderne. Kvistens svage punkt er placeringen af skotrender (hvor husets tag og kvistens tag mødes) og vandrender (hvor vandet løber ned langs kvistens sider). De bør være nedsænkede min. 15 mm i lægterne for at kunne tage vandet fra et skybrud.
Det svage punkt er hjørnet, hvor vandet kommer løbende langs kvistens tag og skal ændre retning ned ad taget. Hvis de ikke er nedsænkede, kan vandet slå op under tagbelægningen.

Det kan du gøre

  • Få en blikkenslager til at montere en plade ved hjørnet, så vandet ikke løber ind under tagstenen.
  • Skal du have ny kvist, så vælg én med nedsænket skotrende/vandrende.

Afløb

Tjek afløbet fra tagterrassen. Alle former for tagterrasser, terrasser oven på karnapper og små balkoner kan løbe over i skybrud – og sende regnvandet ind i huset. Særligt ved nyere byggeri er der ofte “niveaufri” adgang mellem terrassen og gulvet indendørs, og her er der ekstra fare for, at vandet løber ind på gulvet.

Det kan du gøre

  • Hvis der er kant rundt om terrassen, anbefales det at supplere røret med en udspyr eller anden form for nødafløb, fx et “skydeskår” i kanten.
  • Mange terrasser har et gulvafløb igennem fx et rør, og det er vigtigt, at det holdes rent.

Flade tage

Foto: BYG-ERFALav nødafløb! Flade tage er blandt de mest udsatte tagkonstruktioner under skybrud, fordi de kan danne et “badekar”, hvor vandet bliver stående, hvis afløbet ikke er tilstrækkeligt – eller evt. er tilstoppet. Det kan give store vandskader – og vægten af de store mængder vand kan også overbelaste tagkonstruktionen. Derfor anbefaler BYG-ERFA, at taget får et nødafløb som ekstra sikkerhed. Nødafløbet skal altid føres til det fri – og afløb alene igennem faldstamme anses for utilstrækkeligt.

Det kan du gøre

  • Enten kan der sættes en studs ud igennem tagkanten en såkaldt “udspyer” – eller der kan etableres et eller flere “skydeskår” i tagkanten, hvorfra store regnmængder kan ledes væk fra huset.
  • Hvis der er områder af tagfladen, der er uden kantbegrænsning, og vandet kan løbe frit ud over tagkanten, kan det fungere som nødafløb.

Læs mere: Fordele og ulemper ved tagrender af zink, kobber, stål, plast og aluminium

Mest læste artikler