Efterårsblade er dit ansvar

Det er husejeres pligt at fjerne sne fra fortovet. Det ved alle. Men hvordan forholder det sig egentlig med efteråsblade? Vi har spurgt en advokat om, hvilke forpligtelser en husejer, når det drejer sig om visne blade foran ejendommen.


Hvem har ansvaret for visne blade på fortovet?

De fleste af os ved udmærket, at vi skal rydde vores fortove, når sneen kommer. Men det vil sikkert komme som en overraskelse for nogen, at ansvaret også gælder på andre årstider. 

Efteråret med de mange farver på træerne er smukt. Men nedfaldne blade kan være glatte som sæbe, og kombinationen af nedfaldne blade og regnfuldt efterårsvejr kan gøre fortovene farlige. Som grundejer kan du blive præsenteret for et erstatningskrav, hvis de glatte blade betyder, at en person falder på fortovet foran dit hus.

Hvad siger loven om efterårsblade? 

– Som grundejer har du pligt til at holde fortovene foran dit hus rene. Hvis du ikke gør det, og en person uheldigvis falder på dit fortov, vil du kunne komme til at hænge på regningen, siger advokat Litten Posselt Olsen fra Erstatningsgruppen i Advodan.

Langt de fleste af os har en grundejeransvarsforsikring, som i sidste ende vil dække de skader, det glatte fortov har forvoldt, men et rent fortov, hvor naboer og områdets børn kan færdes i sikkerhed er dog at foretrække. 

Hvis du selv kommer til skade

Skulle du selv være uheldig at komme til skade på offentlig vej eller genboens fortov, så er der et par råd til, hvad du umiddelbart skal gøre. Det er dig selv, der skal bevise, at skaden skyldes glatte forhold, så tag endelig et par fotos af stedet.

Herudover anbefales det at:

  • Få lægelig dokumentation på dine skader fra skadestuen eller din egen læge
  • Ret dit krav mod rette vedkommende (grundejeren eller kommunen)
  • Anmeld skaden til din egen ulykkesforsikring

Mest læste artikler