Renovering af badeværelse – sådan undgår du fejl

At renovere badeværelset er et af de mest omstændige renoveringsprojekter i huset. Der er meget at tage højde for, og mange ting der kan gå galt og gøre det til en dyr fornøjelse. Læs her, hvad du skal undgå at gøre.

Et splinternyt badeværelse er en lækker detalje i huset, men det er også en kompliceret renovering, og der er mange væsentlige ting, du skal have styr på. Det er også en af de dyreste poster, da der som regel skal laves om på vandrør, lægges nye fliser og måske ligefrem etableres nyt el. Der er mildest talt mange ting, der kan gå galt. Vi har samlet en række gode råd til, hvordan du undgår at få en dyr forskrækkelse.

Følg disse råd, og undgå dumme fejl

Få professionelle til at udføre arbejdet. 

Selvom det måske gør lidt ondt i pengepungen, så er det godt givet ud at lade professionelle om at renovere dit badeværelse. Det kan nemlig hurtigt blive en endnu dyrere fornøjelse, hvis dit eget arbejde ikke er udført grundigt nok. Selvom du føler, at du har hænderne godt skruet på, så skal du være opmærksom på, at nogle af opgaverne på badeværelset er lovpligtige at få udført af autoriserede håndværkere. Det omfatter eksempelvis vvs-arbejdet, ved nye elinstallationer i vådrum samt kloakarbejde.

Andre opgaver er helt i orden at udføre selv, men det kan være vanskeligt for eksempel at sætte fliserne jævnt og lige op, og fugearbejdet kræver god præcision. Så selvom det er lovligt, kan det alligevel være en fordel at få hjælp af mureren, for det er tydeligt at se, hvis finishen ikke spiller. Og det er en skam, hvis du har brugt mange penge på materialer.

Husk, at det kan være en god idé at indhente flere tilbud, så der er lidt at vælge imellem, inden du beslutter dig for, hvilken håndværker du går med.

Sørg for korrekt fald mod gulvafløbet

En af de mest almindelige vandskader i danske boliger skyldes manglende fald på gulvet mod gulvafløbet. Det er lovpligtigt at have et fald på minimum 1-2 % mod gulvafløbet, det vil sige 1-2 centimeters fald per meter. Hvis afskærmningen fra badeområdet er tilstrækkelig, således der ikke kommer vand på gulvet uden for brusenichen, så behøver du kun et gulvafløb i selve brusenichen.

Vær omhyggelig med vådrumssikringen

Det er vigtigt, at du er opmærksom på vådrumssikringen – særligt i overgangene mellem gulv og vægge, da det tit er her, der opstår problemer. En god idé er at følge SBi-anvisningerne for vådrum. SBi står for Statens Byggeforskningsinstitut, og de har lavet en anvisning om vådrum med detaljerede beskrivelser af løsninger, der sikrer, at krav til konstruktion af gulv, vægge og brugen af materialer i vådrum opfyldes. Anvisningerne er ikke lovpligtige, men de hjælper dig godt på vej til et fejlfrit badeværelse. Du kan finde anvisningerne her.

Derudover er det et krav, at vægge såvel som gulve kan tåle den fugt, som interiøret udsættes for. Installationerne skal ligeledes kunne tåle diverse kemikalier og rengøringsmidler, der anvendes i et vådrum.

Få flere gode fifs til renovering af badeværelse hos Gør Det Selv.

Kilder: Næstved Flicecenter, Haandvaerker.dk, 3byggetilbud.dk og Unidrain.dk

Mest læste artikler