Tilbygning – fra tanke til papir

Når nu alle tankerne og overvejelserne om indretning, indhold og udseende er på plads, så skal sagen til at tage form på papiret.


Kommunen skal tage stilling
Tilbygningen skal projekteres, som det hedder. Projekteringen finder sted af primært to grunde. For det første for, at kommunen kan tage stilling til projektet og for det andet for at have et grundlag, som håndværkerne kan give en pris og senere lave tilbygningen ud fra.

Det gode forarbejde
Har man gjort sit forarbejde godt, altså taget stilling til indretning, overflader, armaturer osv., er projekteringsfasen væsentlig nemmere at komme igennem, end hvis man stadig er usikker på stil og behov. Det gælder nemlig om at få alle tilbygningens detaljer, store som små, på plads i denne fase. Så ved håndværkere, hvad de skal lave og dermed kan prisen fastlægges med langt større sikkerhed, end hvis projektet “flyder”.

Hyr en professionel
Føler man sig ikke i stand til at udarbejde en beskrivelse og tilhørende tegninger, kan det anbefales at hyre en byggerådgiver. En professionel byggerådgiver kan enten være arkitekt, konstruktør eller ingeniør. Arkitekten står fortrinsvis for indretningen og udseende, hvor konstruktøren og ingeniøren tager sig af de mere tekniske discipliner, som varmetabsberegning og statiske beregninger.

Spar tid og penge
Ud over at udarbejde projektmateriale, kan en professionel byggerådgiver også hjælpe med til at spare en for mange ærgelser og problemer. Et er, at byggerådgiverne kan forestå udarbejdelsen af varmetabsberegninger og statiske beregninger, men vælger man de rigtige byggemetoder, og anvender man de rigtige materialer, kan der være rigtig mange penge at spare. Samtidig kan en arkitekt også hjælpe med at udnytte tilbygningens kommende kvadratmeter mest optimalt, så størrelse og behov kommer til at gå op i en højere enhed.

Send ansøgningen og indhent tilbud fra håndværkerne
Når projektmaterialet er udarbejdet, og en byggeansøgning til kommunen er afsendt, anbefales det at udnytte tiden til at begynde indhentning af tilbud fra håndværkere. Så kan man være heldig, at tilladelsen er klar, når man har fundet sig til rette med en eller flere håndværkere.

Mest læste artikler