Guiden til det perfekte redskabsskur

Alle kan bygge et redskabsskur. Her er tjeklisten til det perfekte, selvbyggede redskabsrum: træbehandling, støbning af fundament, isolation og byggetilladelse. 


Tjek dit behov for plads

Som det allerførste skal du finde ud af med dig selv, hvor meget plads du har brug for. Måske er et lille redskabsskur i skabsstørrelse rigeligt til dine behov, måske har du brug for langt mere, hvis indholdet skal indbefatte alt fra græs­slåmaskine og havemøbler til vandkander og løg. Lav en liste over, hvilke ting du har tænkt dig at opbevare i skuret, det vil give dig et bedre overblik over, hvor stort et skur du har brug for.

Brug træ af god kvalitet

Et redskabsskur bygges oftest af træ, og du kan bruge mange forskellige træsorter. Men som det gælder alle udendørs byggerier, bør du bruge træ af god kvalitet, så du sikrer god holdbarhed. Til selve trækonstruktionen skal du vælge træ, der er styrkesorteret konstruktionstræ. Det skal overholde gældende standarder og derfor være CE-mærket. Træ til stolper bør være tryk­imprægneret, da du ellers risikerer råd. Insisterer du på et alternativ, skal du bruge træsorter med et højt olieindhold som robinie og western red cedar.
Fotos: Gør det selv

Bunden af skuret må helst ikke have direkte kontakt med jorden.

Træet skal behandles

Som belægning kan du bruge brædder, som enten fremstår rå, eller som selv du maler. Træet skal altid have en efterbehandling, uanset hvad du vælger for at sikre holdbarheden.

Lille skur uden isolation

Er dit skur lille, og har du ikke brug for isolation, behøver du ikke lægge fundament. Du kan nøjes med at støbe hjørnebjælkerne fast, og så fæstne en bundramme. Du kan så blot lægge et gulv af fx træ eller betonfliser. Vælger du et trægulv, bør du hæve det lidt, og sørge for at lægge en dampspærre i form af plastik, så du undgår, at fugten fra jorden trænger direkte op i træet.

Støbning af fundament

Et fundament gør dit redskabsskur lidt mere solidt og nemmere at isolere. Du kan støbe et fundament med sokkel omkring hjørnebjælkerne ved at grave en rende ned i jorden, gerne 90 cm ned, så du når ned under frostniveau. Her kan du stille nogle fundamentblokke, så de hviler på jorden over renden, og fylde op med beton. Indstøb samtidig betonankre, som du kan fæstne trækonstruktionen på efterfølgende.LÆS OGSÅ: Støb verdens nemmeste fundament

Husk godt med plads

Gør det nemt at komme til i skuret. Brug væggene til redskabsophæng, men sørg også for gangplads, så du kan nå redskaberne uden at skulle skræve over andre ting, der er placeret på gulvet foran. Husk, at der ikke skal være trin op, hvis du nemt skal stille græsslåmaskinen og trillebøren på plads. Vælger du alligevel et redskabsskur med hævet gulv, kan du eventuelt bygge en sliske, så du kan trille tingene på plads.

Anmeldelse eller byggetilladelse

Før du går i gang med at bygge, skal du kontakte den tekniske forvaltning i din kommune. Planlægger du at bygge et skur på under 50 m2, skal du som udgangspunkt blot anmelde byggeriet. Hvis det drejer sig om småhuse på 10 kvadratmeter eller derunder, kan du gå i gang med det samme uden at anmelde byggeriet.

Skal du bruge mere plads end 50 kvadratmeter, eller hvis redskabsskuret for eksempel skal bygges sammen med en carport, så skal du søge om byggetilladelse.
Hvis du vil være helt fri for selvbyggeriet, så er der også altid muligheden for, at du kan købe det hele færdigpakket og få fagfolk til at montere det.

Mest læste artikler