Bliv rask med din forsikring

En sundhedsforsikring er populær, fordi den sikrer genvej til private hospitaler.


Af Lars Dyrskjøt, idényt nr. 8, 2005
Illustration: Niels Poulsen

Kortere ventetid på behandling, færre bekymringer og dage med smerter og usikkerhed. Det er blandt hovedårsagerne til, at sundhedsforsikringer er blevet populære. Forsikringen tegnes ofte kollektivt på arbejdspladsen, men du kan også tegne en privat. I forhold til en gruppeordning er den dyrere, og kravene til helbredsoplysninger er hos de fleste selskaber også større.

Sundhedsforsikringerne er blevet interessante, fordi vi i dag har et net af private hospitaler og klinikker, der tilbyder behandling af stort set alle sygdomme. Og har du en sundhedsforsikring, kan du undgå ventetiden i det offentlige sygehussystem og få dækket udgifterne til undersøgelse, behandling, medicin, transport og genoptræning på klinik, privathospital eller hos speciallæge.

Forsikringssummen
Forsikringen betyder også, at du kan koncentrere dig om at blive rask og komme tilbage til hverdagen, for du behøver ikke at spekulere på de økonomiske konsekvenser af en måske langvarig sygdom. Den sum, du ønsker at forsikre dig for, aftales med forsikringsselskabet og er på mellem 1⁄2 og 1 mio. kr. Betingelser og dækning varierer fra selskab til selskab. Derfor er det en god idé at shoppe rundt blandt forsikringsselskaberne for at se, hvad du får for dine penge.

Prisen for en privat sundhedsforsikring stiger, i takt med at du bliver ældre. Det gælder også, efter at forsikringen er købt.

Den helårlige præmie som 25- årig ligger på knap 1.110 kr. For en 45-årig er prisen omkring 2.100 kr., og som 60-årig skal der betales ca. 4.300 kr. årligt. Sundhedsforsikringen skal tegnes, før du fylder 60 år, og løber normalt, til du er 65 – enkelte selskaber er dog parate til at fortsætte indtil forsikrede fylder 85 år.

Vær opmærksom på, at sygdomme og symptomer, der er opstået, før forsikringen er tegnet, ikke dækkes af alle forsikringer.

9

Mest læste artikler