Giv køkkenet et løft på en weekend med en ny bordplade

Bordpladen er en vigtig del af dit køkken – både når det gælder udseende og anvendelse. Se hvordan du monterer en ny bordplade, skærer ud til vasken og sætter ny skureliste op. Det hele kan klares på to dage.


Husk, når du skal fjerne blandingsbatteriet

Når du skal fjerne den gamle bordplade, må du godt selv fjerne blandingsbatteriet, hvis det har Ballofix. Hvis der ikke er, skal det fjernes af en vvs-montør, som også kan montere to Ballofix’er, så du selv kan sætte det nye blandingsbatteri op.

Pas på, at bordpladen ikke mister sin styrke

Du skal være opmærksom på, at der skal være mindst 25 cm fra enden af pladen til udskæringen til vasken, for at bordpladen bevarer sin styrke i den korte del.

Det skal du bruge af materialer:

  • Bordplade (her bøg, 26 mm)
  • Skureliste (30 x 30 mm)
  • Skruer og spændskiver til bordpladen
  • Vask (her af mærket Blanco)
  • Skruer til vasken
  • Alukraftfolie
  • Klar silikone
  • Rustikolie

Specialværktøj, som du skal bruge:

  • Boremaskine med kopbor: Til at bore store huller i køkkenskabenes top.
  • Stiksavsklinger fra Bosch (T308BF) flosser ikke træet, men laver et pænere snit.
  • Fugepind til at glatte silikonen ud med.

Læs også: Maling af laminat – kan det lade sig gøre?

Guide trin for trin

Det er tid til at udskifte bordpladen – den gamle plade er blevet misfarvet af fugt ved vasken.

Vælger du træ, så er det en god idé at behandle bordpladen med olie bagpå et par dage før, den skal lægges på. Husk at fjerne overskydende olie fra pladen. På den måde sikrer du, at silikonen kan hæfte, når vask og skureliste skal på plads.

Trin 1: Mål nøjagtigt op til den nye bordplade – også dybden, da ikke alle standardplader er lige dybe. Gulvet og dermed skabene – er sunket lidt. Det kan rettes op ved at lægge pap eller masonit under det nye.

Det er ikke svært at skifte en bordplade, men du skal være omhyggelig med opmålingen. Dobbelttjek alle mål – både længdemål og udskæring til vask – så du ikke saver forkert.

Trin 2: Sav bordpladen til på længden, og giv den en gang olie på bagsiden, inden vasken skal monteres. Fjern den gamle vask og bordplade, så du kan gøre klar til den nye.

Trin 3: Bor 8 mm huller i toppladen, så pladen kan ånde. Skal pladen hæves, kan det gøres med 3 mm masonit-strimler. De placeres løst på skabene dér, hvor siderne på skabene mødes.

Trin 4: Bordpladen lægges oven på køkkenskabene. Der er boret huller i foroven, så træet kan “ånde”.

Massive plader er tunge og uhåndterlige, så det er en god ide at få en til at hjælpe dig med opgaven.

Trin 5: Spænd bordpladen fast. Husk at rette pladen til, så den ligger helt præcist, inden du monterer den med 5 x 35 mm beslagskruer med store spændskiver på.

Trin 6: Streg op til vasken. Du må ikke strege efter selve vasken, da hullet så bliver for stort. Brug skabelonen, der følger med vasken, eller mål det ud. Husk at dobbelttjekke alle mål. Når du skal måle op til den nye vask, følger der en skabelon med, som du skal bruge.

Det kan dog alligevel være en god idé at lægge vasken omvendt på bordpladen, når du måler op. Det giver nemlig dig en bedre fornemmelse af, hvor køkkenvasken sidder.

Placer vasken, så den er ergonomisk rigtig. Lav hullet til køkkenvasken, så der er 6-7 cm fra forkanten af pladen. Er der længere, skal du læne dig for langt ind over bordpladen, når du skal bruge vasken.

Trin 7: Bor for i hjørnerne med et 10 mm bor til udskæring af vasken. Når du borer i hjørnerne, bliver der plads til, at du kan komme til at save med stiksaven.

Skær for med en hobbykniv inden du saver, når du skal lave udskæringen til vasken. Skær ca. 2 mm uden for stregen, så undgår du, at træet flosser.

Trin 8: Sav ud med stiksaven. Start i et af hullerne i et hjørne, og følg stregen hele vejen rundt. Husk at holde stykket, du saver ud til sidst, så det ikke knækker af og falder ned og risikerer at beskadige dine vandrør.

Trin 9: Sæt alukraft-folie fast under bordpladen, hvis du skal have en opvaskemaskine stående her. Det beskytter mod damp og fugt, så pladen ikke bliver ødelagt og derfor holder længere.

Trin 10: Monter skurelisterne. Skurelisten laver en pæn overgang mellem bord og væg. Start altid med den længste op ad bagvæggen. Her skal der desuden sættes en kort skureliste op i den ene ende af bordpladen.

Trin 11: Sæt skurelisten fast. Tjek først, at den passer. Smør silikone på kanten imod bordpladen og væggen. Tør grundigt af, inden du sætter listen fast, så silikonen får god vedhæftning. En tørretid på et døgns tid er passende.

Trin 12: Hold listen på plads, mens silikonen hærder. Tag et par lange lister, der er tilpasset i længden, og spænd dem fast i hver sin ende af bordet. Spænd fast med en skruetvinge.

Trin 13: Saml vask og blandingsbatteri, og forlæng evt. rørene, så de kan nå ned til dine ballofix. Så er vasken klar til at blive sat ned i bordpladen.

Hvis du har Ballofix’er, må du selv tilslutte blandingsbatteriet, hvis ikke må du have fat på en montør.

Trin 14: Smør silikone rundt i kanten. Silikonen “lukker” for vandet ved kanten, så bordpladen ikke står og suger vand.

Trin 15: Sæt vasken på plads. Den skrues fast med skruer. Du skal have puttet så meget silikone på, at det kommer ud under kanten, når du skruer vasken fast. Vær grundig med at fjerne overskydende silikone.

Trin 16: Bordpladen skal nu have en gang olie og en mellemslibning, når olien er hærdet. Mellemslibningen gør, at din bordplade bliver ekstra glat og fin. Brug meget fint slibepapir, fx korn 240.

Trin 17: Olier til sidst bordpladen igen, så træet er rigtig godt mættet. Fordel olien med den bløde side af en grydesvamp, og masser olien godt ind i træet med en bomuldsklud. Fjern til sidst den overskydende olie.

En uges tid efter monteringen, skal du smøre pladen ind i olie 3-4 gange, så er du sikker på, den er mættet.

Det færdige resultat – søndag aften: Ny vask og bordplade, der har gjort underværker i køkkenet.

Mest læste artikler