6 typiske madlavningsfejl – og hvordan du fixer dem

Selv kokke laver banale fejl i køkkenet, så fortvivl ikke, hvis du står med en meget slatten, overkogt grøntsag. Vi har redningen her.

6 typiske madlavningsfejl og hvordan du fixer dem


Vi kender det alle – man har lyst til at smide med gryderne, fordi madlavningen er kokset. Men tag en dyb indånding – og læs disse 6 råd:

6 redningsaktioner, når madlavningen går galt

1. Problemet: Grøntsagerne er overkogte

Det er svært at vide, hvornår grøntsager, for eksempel broccoli er færdigkogt. Det gælder om at finde præcis det tidspunkt, hvor farven stadig er skarp og frisk. Men når det går galt, er der intet kedeligere end en slatten, overkogt grøntsag.

Redningen: Koldt vand i en fart

Når en grøntsag er overkogt og ligner babymad, kan du måske stadig nå at redde den. Læg den omgående i iskoldt vand – det vil stoppe kogeprocessen, og grøntsagerne bevarer den sidste sprødhed.
Er resultatet helt smattet, er der stadig mulighden for at purere grøntsagen og lave en sund suppe.

2. Problemet: For meget krydderi

Ja, man lærer det aldrig helt – cayennepeber og chili kan overdrives med selv meget små mængder, og pludselig står man med ild i ganen under prøvesmagningen.

Redningen: Sødt eller yoghurt

Det afhænger naturligvis af retten, hvordan du frelser dine smagsløg fra for meget krydderi. Men mange sammenkogte retter kan fixes med lidt sødt, syltetøj eller tørret frugt. Det søde opvejer til en vis grad det stærke krydderi.
Hvis du er ved at tilberede noget mere cremet, for eksemepel indisk mad med kokosmælk, kan yoghurt gøre forskellen.

3. Problem: Klistrede ris

Man kan blive for doven og ikke overholde vejledningen på rispakken, og så kommer der nemt for meget vand i. Resultat: Smattet og smagsløs ris.

Redningen: En anelse koldt vand

Medmindre det er gået helt galt, og du er nødt til at kalde retten risotto, kan koldt vand også hjælpe her. Det adskiller riskornene, som er klæbet sammen.

4. Problem: Slatten pasta

Alle kan koge pasta, ja, men det går galt for selv den bedste. Og overkogt pasta er en slatten omgang.

Redning: Rist pastaen på panden

Varm en stor pande og sautér pastaen i olivenolie et par minutter. Men husk – lad det ikke stege længe, pastaen skal kun have strukturen tilbage.

5. Problem: Bitter salat

Du vil være ekstra sund og laver eksempelvis en rå grøntkålssalat, men ender med at have et bittert rod.

Redningen: Citronsaft og nødder

Bitterheden kan ikke fjernes helt, men lidt citronsaft er en genial måde at balancere det bitre med. Desuden er nødder perfekte til at modarbejde bitterhed, især de meget fede som for eksempel valnødder og pekannødder.

6. Problem: Kagen sidder fast i formen

Det er en af de mest frusterende madfejl – at den kage, du har gjort dig så umage med pludselig ikke vil slippe formen.

Redningen: Tålmodighed og varmt vand

Lad være med at gå i panik og begynde at rive og flå i den stakkels kage. Vent, til kagen har kølet en anelse mere, eller placér formen i varmt vand, så fedtet løsner sig mere fra formen. 

Kilder: The Food University mv.

Mest læste artikler