Tjek på malertape

Malertape fås i mange udgaver - sådan bruger du de forskellige typer tape.

Tjek på malertape

Malertape fås i mange udgaver – sådan bruger du de forskellige typer tape.

Fleksibel tape til bløde kurver

De fleste har måttet ty til rensebenzin eller andre midler, fordi malertapen har bidt sig for godt fast. Andre har rykket underlaget med af eller haft besvær med at få tapen til at sidde fast og slutte tæt. Det skyldes som regel, at du har stukket hånden ned i byggemarkedets kurv med gul malertape, i den tro at det er den eneste slags, der findes.

Men der findes forskellige typer malertape til forskellige overflader. Forskellene ligger i de fleste tilfælde i limen og fremgår af tapens kulør. De fleste producenter bruger samme farver på tape til samme formål. Men tjek for en sikkerheds skyld i forretningen, om du har fat i den rigtige tape.

Til afdækning i kort tid
Her bruges den almindelige standardmalertape, som typisk er 2,5 cm bred. Det er den mest kendte og mest benyttede tape, men den egner sig kun til korttidsbrug. Bør maksimalt sidde en dag, hvis den skal fjernes, uden at tapestykker og lim bliver siddende.

Foto: Niels HarvingTil vinduer og udenfor
Standardmalertape brænder fast på vinduesglas. Men der findes en type, som er nem at fjerne, selv om malerarbejdet trækker ud, og solen bager. Den tape er typisk blå, lys eller kobolt, hvilket angiver, at tapen kan sidde lang tid på glatte flader inde og ude. Den er UV- og fugtighedsbestandig og kan under normale forhold sidde op til en måned på fx glas uden at efterlade limrester. I stærkt sollys bør den fjernes efter en uge!

Til grove flader
Grøn eller gul tape har en kraftigere lim end den blå tape og er velegnet til porøse, grove overflader, men bør fjernes efter senest tre dage. Den kan fx bruges, hvis soklen skal males i en anden farve end resten af huset. Eller hvis vinduerne skal rammes ind med en anden farve end den, facaden er malet med.

Nænsom til nymalet
Kridhvid malertape klæber let og forsigtigt, så den kan bruges på tapet, gips og nymalede flader. Praktisk, hvis du gerne vil have vægge eller gerigter malet. Den kan dog ikke sidde i lang tid. Kan til enhver tid fjernes uden at efterlade rester.

Til bølger og buer
Noget af det nyeste er en elastisk malertape, der gør det nemmere at male fx kurver, runde hjørner og skyer på børneværelsets vægge og loft. Form faconen, og fyld ud med maling i stedet for at male forsigtigt langs en blyantstreg. Tapen er normalt mellembrun og kan bruges på såvel glatte som ujævne flader indendørs. Den bør fjernes, når malingen er fingertør.

Gør tapen svagere
Tryk tapens limside mod fx et par cowboy- eller lærredsbukser, og ryk den af igen, så fjernes noget af klæbekraften. Smart i en snæver vending, hvis du ikke har en tilpas nænsom tape.

Af Sus Falch, 409

Læs også: Vinduesglas: Disse 9 glastyper kan du vælge til dine vinduer

Mest læste artikler