Solafskærmning indendøre

Solens stråler varmer dejligt, men det kan også blive for varmt i hjemmet. Med persienner og gardiner er det heldigvis nemt at regulere temperaturen.

Luk lyset ude, hvis du skal sove om dagen

Det er generende ikke at kunne se, hvad de sender på tv, eller pc’ens skærmbillede forsvinder på grund af skarpt lys og reflekser. Også dem, der har skæve arbejdstider eller børn, der skal sove midt på dagen, har det svært med det hårde vinterlys.

Mange typer gardiner til mørklægning

Det kan blive nødvendigt at lukke solen helt ude fx med et mørklægningsgardin. Mange bryder sig ikke om dem, fordi de ofte gør vinduerne til mørke tomme felter. Men der findes mange pæne gardiner til mørklægning og persienner i lyse farver og flere med børnevenlige motiver. Persienner lukker ikke helt så effektivt lyset ude som ægte mørklægnings-gardiner, men det er ofte nok.

Gør lyset blødt

Du kan udover at investere i et mørklægningsgardin, supplere med et tyndere gardin fx et plissegardin. Det bløder lyset op, og det kan du bruge, når det mørke gardin er for meget. Ellers kan et pænt, almindeligt gardin i lyse farver foran mørklægningsgardinet fjerne fornemmelsen af at være lukket inde.

Vindue og gardin i et

Et helt nyt produkt er termoruder med indbyggede persienner. De har den store fordel, at de ikke bliver støvede. Nogle af dem er lavet, så de øverste lameller kaster sollyset op i loftet samtidig med, at de øvrige lameller skærmer for solens stråler. En anden fordel er, at nye termoruder har langt bedre isoleringsevne, end de gamle.
Foto: Hagen

Lån gardinet med hjem

De fleste gardin- og persienneproducenter har mørklægningsgardiner i deres sortiment. Ofte kan du få et gardin med hjem på prøve for at se, hvordan det ser ud i din egen stue, og om det opfylder dine krav til indretning og mørklægning.

Læs også: Vælg den rigtige solafskærmning til dit hus

Mest læste artikler