Sådan holder du liv i julestjernen – og får den til at blomstre igen

Tjek julestjernen inden du køber den, beskyt den mod kulde på vej hjem og pas den regelmæssigt med vand, så kan den holde længe. Få seks gode råd til at passe din julestjerne med succes her. 

Julestjerner tåler ikke kulde

Selv om julestjernen har været på vores breddegrader i mange år, er den stadig følsom over for træk og tåler ikke lave temperaturer. Køb derfor ikke din julestjerne, hvis den står udenfor.

Hold julestjernen lun

Du skal også sørge for at pakke julestjernen godt ind, når den transporteres fra butikken og hjem. Pak silkepapir omkring planten, eller put den i en rummelig indkøbspose.

Placeres lyst og vandes i underskålen

Hjemme skal julestjernen placeres lyst og tåler direkte sol. Planten skal helst vandes i underskålen med lunkent vand, når pottemulden føles tør at røre ved. Hæld overskydende vand væk. Det er ikke nødvendigt at gøde planten, mens den blomstrer.

Svært at få blomster igen

Det kan lade sig gøre at få julestjerner til at blomstre igen, men det er lidt vanskeligt. Efter afblomstring i det tidlige forår ompottes julestjernen og skæres tilbage ca. 10 cm under stjernen lige over et blad, så alle gamle højblade forsvinder. Planten placeres lyst, gerne i udestuen, hvis temperaturen er over 13° C.

Vand regelmæssigt

Julestjernen skal vandes regelmæssigt, og du bør gøde den én gang om måneden. Nye, grønne skud, som gør julestjernen til en dekorativ, grøn plante, vil efterhånden bryde frem.

Skal have mørkebehandling

Når det bliver efterår, skal du hjælpe planten til at danne blomster og de farvede højblade. Da julestjernen er en såkaldt kortdagsplante, vil dannelsen af knopper kun finde sted, hvis planten udsættes for 14 timers sammenhængende mørke.

Mørke 14 timer om dagen – giver nye blomster

Derfor skal planten placeres mørkt mindst 14 timer om natten fra omkring oktober. Om dagen placeres den lyst. Fortsæt mørkebehandlingen, indtil højbladene bliver røde, og den karakteristiske stjerne dannes. Og så er det snart jul igen!

Seks gode råd om julestjerner

– Vælg planter med sunde, oprette blade, der ikke er visne.
– Køb ikke planter, som har tabt de nederste blade.
– Vælg planter, som har stive, oprette stængler.
– Gå uden om de planter, der står og sopper i vand.
– Køb ikke planter, der forhandles udendørs.
– Pak planten ind, når den transporteres hjem.

Mest læste artikler