Bogkasser – lav Reoler til børneværelset

Med lidt maling og påsætning af rammer kan du trylle helt almindelige bogkasser om til smart opbevaring. Brug dem fx på børneværelset og hæng dem op i forskellige højder på væggen. Du kan også sætte en rundstok op imellem to reoler, så du får en lille bøjlestang.


Bogkasser med tydelig årestruktur
Vælg bogkasser i forskellige størrelser og sæt dem op på væggen forskudt for hinanden. Det bryder med kassernes ellers firkantede udseende.Du kan købe bogkasser i alle størrelser og med og uden skuffer. Du finder dem i byggemarkedet, men der er også et stort udvalg på nettet.
Vi har fundet nogle i fyrretræ, hvor årestrukturen er tydelig. Det giver et rigtig flot spil, når de males, og strukturen kan ses igennem, hvis man nøjes med at give dem et enkelt lag træmaling.

Udover bogkasserne skal du bruge:

  • Fin malerrulle
  • Træmaling
  • Pensel
  • Hammer og søm
  • Geringssav til tilskæring af rammerne
  • Trælister til ophæng

Det flotteste resultat får du ved at bruge en fin rulle til at male med. Vi har brugt kasserne til at lave en smart væg i børneværelset, hvor de giver opbevaringsplads til
bøger, legetøj osv.

Mal bogkasser i forskellige nuancer af samme farver – fx tre gange blå
Kasserne er malet i tre forskellige blå nuancer, som ligger tæt op ad hinanden. Du kan også vælge at male dem i flere forskellige farver, men her hvor de hænger på en væg, der er tapetseret, er det mest enkelt og pænt, når farverne ikke er alt for vilde.

Reoler kan pyntes med gamle rammer
Det, der gør bogkasserne anderledes, er de rammer, der er sat udenpå. Vi har fundet nogle gamle billeder i en genbrugsbutik, hvor vi har taget lærredet ud og skåret rammerne til, så de passer til kasserne.
Rammen sættes på kassen ved hjælp af små søm, som bankes i rammen og ned i forkanten af kassen. Sømmene er næsten ikke til at se, når rammen også har fået en gang maling.

Mal rammerne i en anden nuance end bogkassen
Vi har valgt at male rammerne modsat kassen, så de tre blå nuancer mikses lidt på kryds og tværs. Nogle af kasserne har fået en ramme på, der er lavet af simple trælister fra byggemarkedet. Det giver dem et meget enkelt udtryk.

Læs på næste side, hvordan du laver en smart bøjlestang mellem to bogkasser.#br

Bøjlestang sættes mellem to bogkasser
En tredje, løsning vi har valgt, er rundstokke fra byggemarkedet. De er også sat omkring kasserne, som en rund ramme, og i mellem de to bogkasser har vi sat endnu en rundstok på, som fungerer som bøjlestang.

BoligsansGodnatlæse-bænk
Rundstokken er også brugt til at lave et fint og praktisk ryglæn til godnathistorie-bænken. Den er hængt op med to beslag til vandrør, der også har fået en gang maling. Puderne er derefter hængt på med sort silkebånd.

Reolerne er hængt op med skjult ophæng
Selve reolkasserne er sat op med skjult ophæng: Vi har sat to lister på bagsiden, der er skåret i 45 grader smig i hele listens længde, så de går i hak.
Den ene monteres på kassen med trælim og et par søm fra siden og ind i listen. Den anden liste skrues fast på væggen. Nu kan du let skubbe kassen ned over listen på væggen.

BoligsansGode tips til når du selv går i gang med at lave reolerne

  • Males bogkasserne kun en enkelt gang, ses træstrukturen flot igennem malingen.
  • Lidt opvaskemiddel gør penslen blød til næste gang.
  • Gå på opdagelse i genbrugsbutikken og find spændende rammer til bogkasserne.

Mest læste artikler