Nyt lys til den mørke tid

Få lyskonsulentens bedste tips, før du køber nye lamper.


Sjældent har der været så mange spændende lamper på markedet som i år. Uanset hvor i boligen, du har brug for lys, er der nyheder at finde. Det kan godt betale sig at bruge tid – og penge – på at få belysningen inde i tip top-form, for den rigtige belysning styrker dit velvære og sikrer dine øjne et langt liv. Faktisk er det slet ikke så let at vælge lampe, for du skal både tænke på design og funktion, men med et par ekspert-tips, før du shopper, er du mere sikker på at komme hjem med det, du har behov for.

Lyskonsulentens bedste tips:

  • Sørg for, at du har baggrundsbelysning, arbejdslys og hyggebelysning i alle rum.
  • Undgå “sorte huller” i boligen, sæt lys i alle hjørner. Sørg for, at overgangene fra de enkelte rum er afpassede, så man ikke går fra lyse til mørke områder.
  • Tænk på loftshøjden, når du vælger lamper. Hvis der er meget lavt til loftet, er en væglampe ofte en bedre løsning end en hængende.
  • Brug lysdæmpere på “hovedlyskilder”, som eksempelvis spisebordslampen.
  • Bland flere typer lamper, så du både har nedadrettet og opadrettet lys – og koncentreret og spredt lys i boligen.
  • Vælg ikke kun lamper ud fra deres udseende – men også ud fra det lys, som de udsender.
  • Brug penge på godt lys – det er prikken over i’et i indretningen af din bolig.

Her kan du læse mere om, hvordan du indretter dig med rigtig belysning her.

4 nye lamper til både pynt og nytte

Lampeklassikeren Orient blev skabt allerede i 1963 af Jo Hammerborg. Siden er der løbende tilføjet nye størrelser og i 2013 relancerde Ligthyears Orint pendlen. Netop nu ser Orient Black så dagens lys. Her er den sat sammen med Orient i kobber til en elegant løsning – når det gælder at skabe lys-stemning i boligen. Fås i to størrelser til priser fra ca. 2.000 kr. Nærmeste forhandler tlf. 87 30 12 40.

Petroleumsblå, teglrød og olivengrøn hører til mulighederne, hvis du vil understrege en farvetrend med din nye lampe. Serien Oblique fås i ialt 8 farver og som gulv- bord og her væglampe. Priserne ligger fra ca. 2000 kr. pr. stk. Oblique fås hos Cph Lighting. 

I pendlen Cage fra Bauhaus får pæren lov til at forme lyset. Den gitterformede ramme lader pæren få al opmærksomheden. Pendlen er til mere end hygge-belysning, så vælg den gerne, hvis du søger ny lampe til entreen eller køkkenet. Cage i kobber eller messing koster ca. 750 kr. Nærmeste forhandler på telefon 87 45 05 06.

Arbejdslys eller hygge. Bordlampen Caché fra Le Klint mestrer begge dele. Caché er designet af den herboende franske designer Aurélien Barbry, som for år tilbage startede sin karriere med at arbejde for den berømte franske arkitekt Jean Nouvel. Han debuterede som designer for Le Klint i 2012 med den håndfoldede pendel La Cloche. Set til ca. 4.000 kr. Nærmeste forhandler på telefon 26 73 96 91.

Mest læste artikler