Sådan tjekker du for skimmelsvamp

Skimmelsvamp kan give dårligt indeklima. Svampen kan fjernes, men det kræver, at du er opmærksom på, hvor den "gemmer" sig.


Nys, hoste, træthed…

“Skimmelsvampe er naturlige, og vi er omgivet af dem mange steder; blandt andet i haven og i skoven. Vi skal bare ikke have dem til at vokse indenfor i vores boliger, for selvom svampene i sig selv ikke kan nedbryde bygningsdele, så kan det give gener og sundhedsproblemer for mange. 

Man kan måske vænne sig til lugten, men det er langt fra nogen god idé at leve med skimmelsvamp i sin bolig. En del mennesker vil nemlig udvikle allergiske reaktioner: Nys eller hoste, kløen i ganen, træthed eller hovedpine er alle reaktioner, som forbindes med skimmelsvamp”

Sådan fortæller professor Lars Gunnarsen fra Statens Byggeforskningsinstitut, SBi.

Synlige tegn på skimmelsvamp i hver 8. bolig

SBi har ved en stikprøvekontrol påvist synlige tegn på skimmelsvamp i hver ottende bolig, som de har undersøgt. Det er ud over de små helt almindelige små svampeforekomster, som ofte findes for eksempel i fugerne i badeværelset, og som er helt uskadelige, hvis man sørger for at tørre dem væk under den almindelige rengøring.

Skimmelsvamp gror på fugtige eller kolde steder

Til gengæld er det normalt ret let at afgøre, om ens hjem er angrebet af synlig skimmelsvamp. Svampene vil nemlig typisk gro på fugtige eller kolde steder, som for eksempel i vindueskarme eller bag møbler, som står tæt op ad kolde ydervægge. Og selvom svampene kan have alle farver fra sort over det grønlige til helt hvide eller lysegrå, kan man nemt mærke de fugtige, lidt bløde plamager, når man rører ved dem.

Læs også: Skimmelsvamp – sådan fjerner du skimmelsvamp

Søg ekspert ved skjult skimmelsvampevækst

Det kan være sværere at afgøre, om der er skjult skimmelsvampevækst i bygningens hulrum som under gulve, inde i væggene eller over lofterne. Her har du ofte brug for hjælp fra eksperter, for bare det at skaffe dig adgang til at undersøge, de eventuelt inficerede overflader. Disse kan nemlig være forbundet med store omkostninger til genopbygning af konstruktionerne.

Brug Rodalon til at fjerne skimmelsvamp

Skimmelsvamp fjernes bedst med almindelige rengøringsmidler eller desinficerende midler som Rodalon. Kender du ikke årsagen til skimmelsvampen, er det dog ikke nok at vaske den bort. Det er vigtigt at finde årsagen til svampevæksten og få udtørret de inficerede overflader. Eventuelt skal der også hammer og mejsel til at klarlægge problemet. Du kan evt. læse mere om skimmelsvamp på adressen skimmel.dk. Her kan du også stille spørgsmål om skimmelsvamp i boliger.

Kilde: Statens Byggeforskningsinstitut, BedreBolig-ordningen.

Mest læste artikler